Skoler afprøver og er med til at kvalificere udkast til de nye fagplaner som en del af et udviklingsprogram
To gange i løbet af Fagfornyelsen bliver udkast til fagplaner afprøvet i et udviklingsprogram for afprøvning af folkeskolens fagplaner. Skolernes feedback er et helt centralt bidrag til udviklingen af fagplanerne.
Erfaringerne fra udviklingsprogrammet indgår i arbejdet med at udvikle og færdiggøre fagplanerne.
Udviklingsprogrammet er med til at kvalificere udkastene og bidrage til, at de færdige fagplaner bliver meningsfulde for de lærere og børnehaveklasseledere, der skal bruge dem.
Fra sommeren 2026 bliver udviklingsprogrammet gennemført af Epinion i samarbejde med landets professionshøjskoler for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Epinion og professionshøjskolerne har overtaget opgaven fra EVA – Danmarks Evalueringsinstitut, som gennemførte første del af udviklingsprogrammet.
I efteråret 2025 gav over 300 lærere i udviklingsprogrammet feedback på de første råudkast til nye fagplaner.
Anden runde bliver gennemført i august og frem til uge 41 2026. Her afprøver skolerne andet udkast til fagplaner og giver feedback på, hvordan de fungerer til at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning.
Det er fortsat muligt for skoler at tilmelde sig afprøvningen. Interesserede skoler kan sende en mail til Epinion på fagplaner@Epinion.dk senest den 5. august 2026.
Skoler i udviklingsprogrammet arbejder med udkast til fagplaner i egne lærerteams og giver feedback via blandt andet spørgeskemaer og virtuelle workshops. Enkelte skoler får besøg af Epinion, som gennemfører øvelser og interviews som en del af afprøvningen.
Alle andre skoler har også mulighed for at arbejde med udkastene til fagplaner og dermed komme godt i gang med Fagfornyelsen, inden fagplanerne træder i kraft.
Alle landets skoler og kommuner kan finde støtte i arbejdet med de nye fagplaner, når professionshøjskolerne fra efteråret 2026 til 2028 udbyder webinarer og workshops og udarbejder en række videns- og inspirationsmaterialer. Nærmere information herom følger på fagplaner.dk
Alle med interesse for folkeskolens fag kan desuden give input til Fagfornyelsen i en åben bidragsrunde, der løber frem til 15. september 2026.
Læs mere om den åbne bidragsrunde.
Læs mere om afprøvning af fagplaner og følg med i skolernes arbejde på fagplaner.dk
Titel: Skriv att. Sekretariat for Fagfornyelsen i emnefeltet i mailen.
E-mail: fagfornyelsen@stukuvm.dk