Udkast til folkeskolens fagplaner

Læs de nyeste udkast til folkeskolens fagplaner

Her finde du udkastene til de nye fagplaner for folkeskolens fag og børnehaveklassen. 

Undervisningsministeriet offentliggør udkast til fagplaner i løbet af Fagfornyelsen, så lærere, fag- og videnspersoner og andre med interesse for folkeskolens fag kan give input til dem undervejs i processen.

De nyeste udkast er offentliggjort i juni 2026, det vil sige undervejs i udviklingsprocessen, og før de er drøftet politisk. 

Udkastene er udarbejdet af fagudvalg, der består af lærere og fagdidaktikere. De første råudkast blev offentliggjort i september 2025. Fagudvalgene har inddraget input til råudkastene i deres arbejde med at lave de nye udkast.

Udkastene giver et indblik i, hvordan beskrivelsen af fagene indtil videre tegner sig i det nye format, hvor fokus blandt andet er på fagenes kernestof. Kernestoffet er det indhold, der er så centralt for det enkelte fag, at alle elever i folkeskolen skal møde og arbejde med det. 

Input til udkastene

Udkastene afprøves i et udviklingsprogram, hvor lærere fra de skoler, som har tilmeldt sig udviklingsprogrammet, prøver at bruge fagplanerne som udgangspunkt for at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen.

Derudover er der kommet input til Fagfornyelsen og udkastene via en åben bidragsrunde.

På baggrund af blandt andet den åbne bidragsrunde og udviklingsprogrammet justerer fagudvalgene udkastene til fagplaner, hvorefter de drøftes politisk. 

Udkast til bekendtgørelser om fagplaner, herunder udkast til fagplaner, sendes forventeligt i offentlig høring i foråret 2027.

Fagplanerne træder i kraft i skoleåret 2027/2028. 

Sådan er udkastene bygget op

Udkastene er lavet på baggrund af en skrivevejledning, der hjælper fagudvalgene med at omsætte det fælles format for fagplanerne og intentionerne med Fagfornyelsen til fagplaner for de enkelte fag og børnehaveklassen.

Udkastene indeholder følgende afsnit:
•    Folkeskolens formål (§ 1 i folkeskoleloven).
•    Udkast til afsnit om fagets formål.
•    Udkast til afsnit om fagets karakter.
•    Udkast til afsnit om fagets indhold.

Udkast for dansk, matematik og historie indeholder desuden udkast til afsnittet ”Undervisning og evaluering”. Dette afsnit i fagplanen bliver efterfølgende udarbejdet for de øvrige fag.
 
Find skrivevejledningen til folkeskolens fagplaner

Udkast til fagplaner for de enkelte fag

Herunder kan du se andet udkast til fagplanerne for de enkelte fag fra juni 2026. Du kan også se de første råudkast fra september 2025.

Du kan desuden finde korte opsamlinger på fagudvalgenes arbejde i 2024. Opsamlingerne giver et indblik i de indledende drøftelser, som hvert fagudvalg havde om deres fag, inden de kendte det nye format for folkeskolens fagplaner. Opsamlingerne er ikke nødvendigvis udtryk for endelige forståelser eller beslutninger, der afspejler sig i udkastene.

Som en del af Fagfornyelsen integreres teknologiforståelse i dansk, matematik og natur/teknologi på udvalgte klassetrin. Teknologiforståelse kan også udbydes som et nyt femte praktisk/musisk toårigt valgfag i udskolingen. Under dansk, matematik, natur/teknologi og teknologiforståelse (valgfag) herunder, finder du et notat, der giver et overblik over, hvordan teknologiforståelse beskrives som faglighed i andet udkast til fagplaner for de fire fag.

Humanistiske fag

Praktiske/musiske fag