Skolebiblioteket har en central rolle i skolens arbejde med undervisning, læring og udvikling.
Skolebiblioteket spiller en central rolle i skolens udvikling. Det er en tværgående ressource, der samler og koordinerer skolens vejledningskompetencer i tæt samarbejde med ledelsen.
Skolebiblioteket har en didaktisk og pædagogisk dobbeltfunktion, da det både er rettet mod det undervisende personale og eleverne.
Fra 1. januar 2026 har pædagogisk læringscenter (PLC) skiftet navn til skolebibliotek og bekendtgørelsen om folkeskolens pædagogiske læringscentre bortfalder.
Formålet med ændringen er at gøre navnet mere intuitivt og forståeligt og understrege, at understøttelse af læsning i fysiske bøger er en central opgave for skolebiblioteket.
Navneskiftet medfører ingen indholdsmæssige ændringer i den funktion og de opgaver, som indtil nu er varetaget i PLC. Skoler kan fortsætte deres nuværende arbejde og organisering af skolebiblioteket. Ændringen tydeliggør rammerne for det rum til lokal udmøntning i de enkelte kommuner og skoler, der er efter gældende ret.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udgiver en opdateret vejledning om skolebiblioteket i foråret 2026.
Skolebiblioteket skal
• vejlede om og stille undervisningsmidler til rådighed, herunder fysiske bøger til undervisningen og elevernes fritidslæsning
• udvikle og understøtte undervisningsrelaterede aktiviteter for eleverne
• understøtte skoleudvikling og dermed være en strategisk ressource i skolens udviklingsarbejde
• understøtte det pædagogiske personales planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen
• understøtte elevernes læsning i undervisningen og fritiden
• samarbejde med folkebiblioteket
• vejlede om kulturtilbud og litteratur.
Skolebibliotekets konkrete organisering er ikke fastlagt i folkeskoleloven og kan tilrettelægges lokalt. Skolelederen har ansvaret for at organisere og bemande skolebiblioteket inden for de gældende rammer, så det understøtter skolens mål og behov.
Folkeskolelovens § 19, som er gældende fra 1. januar 2026
(§ 19 er sammenskrevet af STUK, da lovbekendtgørelsen af folkeskoleloven ikke er opdateret med lovændringen)
§ 19. De nødvendige undervisningsmidler skal stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne. Dette gælder dog ikke instrumenter og udstyr, som anvendes ved undervisning i fritiden efter § 3, stk. 6, og som hjemtages af eleverne til eget brug.
Stk. 2. Skolebiblioteket stiller undervisningsmidler til rådighed for skolens undervisning, herunder fysiske bøger til brug i undervisningen og til elevernes fritidslæsning, og yder vejledning i brugen heraf. Skolebiblioteket understøtter elevernes læsning, udvikler og understøtter undervisningsrelaterede aktiviteter for eleverne og vejleder om kulturtilbud og litteratur. Skolebiblioteket understøtter desuden skoleudvikling og det undervisende personales planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Skolebiblioteket samarbejder med folkebiblioteket.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal etableres et integreret bibliotek bestående af skolebiblioteket og et folkebibliotek.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan som led i beslutningen efter stk. 3 beslutte følgende:
1) At det integrerede bibliotek skal have hel eller delvis fælles ledelse.
2) At det integrerede bibliotek samles på én lokalitet, hvis det vurderes at forbedre bibliotekstilbuddet til skolens elever og kommunens borgere.
3) At skolebestyrelsen uanset § 44, stk. 5, ikke skal godkende undervisningsmidler, som det integrerede bibliotek skal stille til rådighed, jf. stk. 1, 1. pkt., medmindre de udelukkende skal anvendes som undervisningsmidler på skolen.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 51 88
Telefontid:
Tirsdag og torsdag klokken 9-12.