En indholdsplan beskriver elevernes undervisning og planlagte aktiviteter for hver kursusuge. Indholdsplanen opdateres løbende for at afspejle skolens reelle tilbud.
Frie fagskoler skal udarbejde en indholdsplan. En indholdsplan er en samlet beskrivelse af undervisningen og samværet på et kursus. Hele kostskolearbejdet skal beskrives i planen:
• Elevernes undervisning
• Planlagte aktiviteter for hver kursusuge/kursusperiode
• Undervisningsdage
• Ugeskema
• Fag
• Faggrupper
• Uddannelses- og erhvervsvejledning
• Pædagogisk tilrettelagte aktiviteter
• Studieture
• Lejrskoleophold
• Erhvervspraktik
• Pædagogisk tilrettelagt samvær
I indholdsplanen skal det gøres klart, hvordan skolen lever op til skoleformens hovedsigte med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Ligesom det skal fremgå tydeligt af indholdsplanen hvilke praktiske eller erhvervsrettede fag, skolen tilbyder, og at undervisningen har bred almen karakter.
En indholdsplan gælder for et skoleår, og indholdsplanen skal som udgangspunkt løbende opdateres, hvis der sker ændring i undervisningstilbuddet og det pædagogiske tilrettelagte samvær. Indholdsplanen skal afspejle det reelle tilbud, skolen giver.
Hvis skolen tilbyder 10. klasse eller enkeltfagsundervisning i dansk og matematik, skal dette beskrives i indholdsplanen.
Kontor for Frie Skoler
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet