Frie grundskolers mål og planer for undervisningen

En fri grundskole skal have skriftlige mål og planer for undervisningen.

En fri grundskole skal have slutmål og undervisningsplaner for deres undervisning. Der er flere forskellige måder at fastsætte mål og planer på, fx:

  • En skole kan udarbejde egne mål og planer for hele skolens undervisning.
  • En skole kan have egne mål og egne planer for nogle fag eller dele af fag, og følge folkeskolens Fælles Mål i den øvrige undervisning.
  • En skole kan vælge at følge folkeskolen Fælles Mål for hele skolens undervisning.

Skolen skal offentliggøre sine mål og planer for undervisningen på skolens hjemmeside.

Skolen udarbejder egne mål i alle fag

En fri grundskole skal som minimum formulere slutmål og udarbejde undervisningsplaner for de fagområder, man i folkeskolen normalt inddeler fagene i: Det humanistiske fagområde, det naturfaglige område og det praktisk musiske fagområde. Skolen skal også sætte mål for de tre obligatoriske emner.

En skole kan også sætte slutmål for hvert fag og udarbejde tilhørende undervisningsplaner. For nogle fag er der desuden krav om at fastsætte delmål.

Skolen udarbejder mål i nogle fag

En skole kan vælge at udarbejde mål i nogle fag og følge folkeskolens Fælles Mål i de resterende fag.

I dette tilfælde skal skolen udarbejde slutmål og undervisningsplaner for de fag, skolen har valgt selv at udarbejde mål for. Hvis fagene inkluderer dansk, regning/matematik, engelsk, geografi, biologi eller fysik/kemi, skal der desuden udarbejdes delmål for disse fag.

Hvis skolen følger folkeskolens Fælles Mål, men i nogle fag eller dele af fag har valgt at formulere egne mål eller egne undervisningsplaner, skal det fremgå tydeligt af hjemmesiden.

Skolen følger folkeskolens Fælles Mål i alle fag

En fri grundskole kan vælge at følge folkeskolens Fælles Mål. Hvis skolen følger Fælles Mål, skal det fremgå af skolens hjemmeside.

Hvis en fri grundskole ikke har tydeliggjort mål og planer for undervisningen på hjemmesiden, gælder Fælles Mål for undervisningen.

Kontakt

  • Kontor for Frie Skoler

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 53 33

     

    Du kan kontakte os om generel vejledning om fri- og privatskoler, efterskoler og frie fagskoler.

    Styrelsen er ikke en klageinstans, hvor forældre og elever kan klage over enkelte skoler. Dermed foretager styrelsen heller ikke konkrete vurderinger af skolers håndtering af enkeltsager.

    Hvis du er forældre og har brug for konkret rådgivning, kan du også kontakte Forældrerådgivningen (foraeldreraadgivningen.dk).

    Telefonen er åben tirsdag-torsdag kl. 9-12.