Den følgende gennemgang af hvilke oplysninger, uddannelsesinstitutionerne har pligt til at have på deres hjemmesider, retter sig mod udbydere af de fire gymnasiale uddannelser, stx, hf, hhx og htx.
Kravene gælder, med de nødvendige tilpasninger, også for udbud af toårigt studenterkursus og enkeltfagsundervisning samt for selvstuderendes prøver og eksamen.
For hf-uddannelsen tilrettelagt som enkeltfagsundervisning er de krav til hjemmesideoplysningerne, der gælder særskilt for hf-enkeltfag, samlet i afsnit 2. Endelig nævnes de hjemmesidekrav, der skal iagttages særskilt for gymnasial supplering (GS) i afsnit 3.
Denne vejledning indeholder ikke nogen specifikke formkrav til, hvordan institutionen opfylder sin oplysningspligt, men alle skal iagttage disse generelle anvisninger:
Særligt i relation til lokale elektroniske intranet, som fx Lectio eller Fronter, er der i udgangspunktet intet til hinder for, at institutionerne kan linke til disse. Det er imidlertid en naturlig forudsætning, at de pågældende sider er offentligt tilgængelige og ikke kræver brug af password.
Hvis der linkes til institutionens intranetsider, skal det derfor sikres:
Til vejledningen knytter sig et skema med en oversigt over nøgleord, der følger vejledningens opbygning og systematik.
Det er formålet med tjeklisterne, at de skal fungere som en opsummering af selve vejledningen og bidrage til at skabe et hurtigt overblik.
I tjeklisterne findes også henvisninger til de regler, som oplysningskravene bygger på samt informationer om, hvor man kan finde yderligere oplysninger om det pågældende emne.
Institutionen skal på sin hjemmeside informere om institutionens aktuelle udbud af uddannelser. Informationen skal opfylde de nedenstående krav til indhold.
Institutionens udbud af studieretninger på de treårige gymnasiale uddannelser skal offentliggøres på institutionens hjemmeside. Det er god praksis, at studieretningerne offentliggøres inden den 1. december forud for fristen for ansøgning om optagelse. Det bør samtidigt fremgå, at grundforløbet har en varighed på tre måneder og danner grundlag for elevernes valg og gennemførelse af studieretning, og at valg af studieretning tidligst kan finde sted i anden uge af oktober måned. For hver af de studieretninger, som institutionen udbyder, angives de fag og niveauer, der indgår. Institutionen skal på hjemmesiden informere om sigtet med de enkelte studieretninger og om, hvilke muligheder den enkelte studieretning med mulige valgfag giver for direkte adgang til videregående uddannelser.
Institutionens udbud af valgfag skal offentliggøres på institutionens hjemmeside. Det er god praksis, at studieretningerne offentliggøres inden den 1. december forud for fristen for ansøgning om optagelse. Institutionens udmelding skal for det enkelte valgfag indeholde oplysning om, hvorvidt faget indgår som et specifikt adgangskrav på bestemte videregående uddannelser.
For den toårige hf-uddannelse gælder, at institutionens udbud af fag, herunder praktisk/musiske fag, fagpakker og valgfag skal offentliggøres på institutionens hjemmeside. Det er god praksis, at studieretningerne offentliggøres inden den 1. december forud for fristen for ansøgning om optagelse.
Oplysninger om aktuelle adgangskrav til de videregående uddannelser fremgår af bilagene til de to adgangsbekendtgørelser for de videregående uddannelser:
Institutionen har pligt til at informere om de videreuddannelsesperspektiver, der er knyttet til hvert enkelt studieretningsudbud med mulige valgfag, jf. pkt. 1.2. I den forbindelse kan institutionen benytte redskabet ”Adgangskortet” på www.ug.dk/adgangskortet.
Der er mulighed for at oprette dybe links til "Adgangskortet", som institutionen kan benytte fra sin hjemmeside. Metoden er, at de relevante fag og niveauer for et givet udbud indtastes, og resultatet i form af uddannelser, der vil være direkte adgang til, fremkommer. Url’en kopieres fra adressefeltet og indsættes som link på hjemmesiden ud for det relevante udbud.
Med henblik på at opfylde informationspligten på institutionens hjemmeside om de enkelte uddannelsesmål henvises til mål og indhold for de enkelte fag, der fremgår af læreplanerne.
De enkelte studieplaner skal omfatte alle klassens fag og forløb m.v. og deres samspil for derigennem at sikre progression og variation i brugen af forskellige arbejdsformer. Studieplanen justeres løbende og skal formidles på institutionens hjemmeside.
Reglerne om optagelse på de gymnasiale uddannelser fremgår af optagelsesbekendtgørelsen. Heri pålægges regionsrådet i samarbejde med institutionen at informere om undervisningstilbud. Oplysningerne skal findes på regionsrådets eller institutionens hjemmesider. Det anbefales, at den enkelte institution lægger de relevante optagelsesoplysninger om institutionens udbud på sin egen hjemmeside, også i de tilfælde, hvor oplysningerne findes på regionrådets hjemmeside.
Informationen skal blandt andet omfatte optagelsesbetingelser og fordelingskriterier i forhold til den treårige uddannelse til stx og den toårige hf-uddannelse.
Institutionen skal også på sin hjemmeside give generel information om indholdet og tilrettelæggelsen af den obligatoriske optagelsesprøve.
Ifølge bekendtgørelsen om individuel kompetencevurdering (realkompetencevurdering) i relation til fag i almen voksenuddannelse og almengymnasial uddannelse skal institutionen på sin hjemmeside offentliggøre de metoder og procedurer, som institutionen anvender ved individuel kompetencevurdering.
Som en del af oplysningspligten efter optagelsesbekendtgørelsen, jf. ovenfor afsnit 1.7, skal information om deltagerbetaling ligge på regionsrådets eller institutionens hjemmeside. Det omfatter oplysning om deltagerbetaling for ekskursioner omfattet af mødepligt og deltagerbetaling for ekskursioner, der er frivillige, og hvor institutionen skal tilbyde alternativ undervisning, hvis eleven ikke deltager.
Derudover skal oplysninger om elev-/kursistbetaling for visse undervisningsmidler m.v. også fremgå af regionsrådets eller institutionens hjemmeside.
Institutionen skal opkræve almindelig eller forhøjet deltagerbetaling af kursister ved almengymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfagsundervisning for deltagelse i undervisning og prøver samt af selvstuderende opkræve betaling for at gå til prøve. Den almindelige og den forhøjede deltagerbetaling skal på en lettilgængelig måde være oplyst på institutionens hjemmeside.
Undervisningsministeriet finder det naturligt, at institutionerne i denne forbindelse ligeledes oplyser prisen ved fuld deltagerbetaling for kursister med en videregående uddannelse.
For så vidt angår enkeltfagsundervisning udbudt efter lov om åben uddannelse skal deltagerbetalingens størrelse ligeledes fremgå af institutionens hjemmeside.
Reglerne for, hvilke oplysninger der skal findes på institutionens hjemmeside i relation til prøver og eksamen, findes i almeneksamensbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen indeholder i § 6 en præcis angivelse af, hvilke oplysninger der skal findes på hjemmesiden om prøver og eksamen, og gengives derfor her i sin helhed:
§ 6. Det påhviler institutionen at gøre eksaminanderne bekendt med, hvilke mål og krav der er væsentlige for prøverne.
Stk. 2. Institutionen skal sørge for, at eksaminanderne i god tid orienteres om følgende praktiske og proceduremæssige forhold:
Stk. 3. Institutionen skal endvidere sørge for, at eksaminander og øvrige medvirkende ved prøverne i god tid bliver bekendt med reglerne om:
Stk. 4. Institutionen kan fastsætte yderligere retningslinjer, herunder retningslinjer om konsekvenser af forstyrrende adfærd og om identifikation af eksaminanden.
Stk. 5. De i stk. 2-4 nævnte regler og retningslinjer skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside.
Ifølge bekendtgørelsen om studie- og ordensregler skal institutionens studie- og ordensregler fremgå af institutionens hjemmeside sammen med øvrige oplysninger om institutionen.
Betingelsen om studieaktivitet i relation til SU-reglerne bør fremgå enten af studie- og ordensreglerne eller et andet centralt sted på uddannelsesinstitutionens hjemmeside.
Institutionen fastlægger retningslinjer for sit arbejde med at sikre et sundt læringsmiljø, hvor eleverne trives, og med at fastholde elever i uddannelse, herunder om institutionens arbejde med at nedbringe elevernes frafald fra uddannelsen, jf. § 50 i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser. Det følger af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., at uddannelsesinstitutionerne har pligt til at oplyse om indsatsområder på institutionens hjemmeside. Dette gælder også retningslinjer for fastholdelsesarbejdet.
Institutionen har pligt til at fastsætte en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning, jf. bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, § 1b. Strategien skal fremgå på institutionens hjemmeside.
Institutionen skal fastlægge et system til kvalitetsudvikling og resultatvurdering i forbindelse med uddannelsen og undervisningen.
Institutionen skal udarbejde en evalueringsstrategi, der fastlægger rammerne for dens interne, regelmæssige evaluering af undervisningen og elevernes faglige standpunkt og udvikling, jf. § 19 i bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser. Strategien skal være tilgængelig på institutionens hjemmeside.
Institutionens kvalitetssystem skal indeholde en procedure for en årlig selvevaluering.
Bekendtgørelsen om de gymnasiale uddannelser fastslår, at institutionen på grundlag af selvevalueringen årligt skal udarbejde en skriftlig opfølgningsplan, som skal indeholde oplysninger om ændringsbehov, løsningsforslag og operationelle kvalitetsmål. Institutionen skal desuden udarbejde en beskrivelse af hvilke handlinger, institutionen iværksætter som led i opfølgningen og hvordan disse iværksættes og evalueres.
De seneste tre års opfølgningsplaner skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside.
Som led i institutionens selvevaluering gennemfører institutionen årligt en måling af elevernes trivsel, jf. § 63 i bekendtgørelsen om de gymnasiale uddannelser.
Institutionen offentliggør resultaterne af målingen på sin hjemmeside uden oplysninger, som kan henføres til enkeltindivider.
I lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. skal uddannelsesinstitutionens nøgletal fremgå af institutionens hjemmesider. For de gymnasiale uddannelser er nøgletallene:
Loven bestemmer, at institutionerne skal anvende centrale databaser. For de institutioner, der er omfattet af denne vejledning, skal tallene hentes fra Datavarehuset via uddannelsesstatistik.dk.
For udbud af hf-enkeltfag er der nogle særlige krav til oplysninger på institutionens hjemmeside, der er knyttet til enkeltfagsundervisningens indhold og tilrettelæggelse, og som derfor gennemgås særskilt i det følgende.
Indledningsvis skal der generelt gøres opmærksom på, at udbydere af hf-enkeltfag skal være særligt opmærksom på, hvordan man annoncerer og markedsfører kurserne. Da der er tale om enkeltkurser underlagt deltagerbetaling, er det særligt vigtigt, at man sikrer sig, at potentielle kursister ikke bliver vildledt af kursets markedsføring på hjemmesiden.
Fokus skal særligt rette sig mod fire punkter:
Institutionens fagudbud skal offentliggøres på dens hjemmeside. Samtidig med, at fag udbydes på hf-enkeltfag, skal det oplyses, i hvilken gymnasial uddannelse læreplanen er hjemmehørende.
Fagudbuddet kan omfatte elementer af fag, der skal udgøre en afgrænset enhed. For det enkelte fagelement skal der udarbejdes en beskrivelse af indholdet, der skal ligge inden for det pågældende fags rammer og mål. Kursisterne skal gøres bekendt med indholdsbeskrivelsen og orienteres om, at de ikke kan sammenstykke flere fagelementer til et fag eller deltage i undervisning i et fag og et fagelement fra samme fag samtidig.
Fagudbuddet kan ligeledes omfatte et antal fag (samlet i en fagpakke) med henblik på at opfylde adgangskravene til én bestemt videregående uddannelse. Indholdet i fagpakken fastlægges på baggrund af de optagelseskrav, der findes i bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.
Studieplanen skal for kursister, der følger fagpakker eller sammenhængende forløb, sikre sammenhæng og kontinuitet i den enkelte kursists uddannelse. Studieplanerne justeres løbende og skal formidles på institutionens hjemmeside.
I studieplanen indarbejdes en plan for evaluering af kursisternes udbytte. Her forbindes studieplanen med den overordnede evalueringsplan for institutionen, som følger af bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser.
Oplysning om undervisning og prøver varetages af de såkaldte GS-koordinatorer. GS-koordinatorerne udarbejder hvert år inden 1. maj materiale om næste kursusårs udbud af undervisning efter GS-bekendtgørelsen. Materialet skal indeholde oplysning om det kommende kursusårs udbud af fag og niveauer.
GS-koordinatorerne skal sikre, at materialet i henhold til bestemmelserne i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. er tilgængeligt på den hjemmeside om GS (www.gsdanmark.dk). På hjemmesiden skal der være oplysninger om hvilke institutioner, der udbyder undervisning og prøver i GS samt de fag og prøver, der udbydes, herunder hvilken læreplan og med hvilken uddannelsestid det pågældende planlægges læst.
Den landsdækkende hjemmeside (www.gsdanmark.dk) fungerer som en portal, der leder videre til de lokale udbyderes hjemmesider. Det er den udbydende uddannelsesinstitution, der har ansvaret for at sikre, at alle relevante oplysninger i forbindelse med markedsføring og annoncering af aktuelle GS-aktiviteter findes på institutionens egen hjemmeside. De samme krav til hjemmesideinformationen, der gælder for udbydernes ordinære uddannelsesudbud, gælder også for GS.