Systematisk forsøg med opbygning af trygge læringsfællesskaber i 4. klasse i folkeskolen (Frist 23. marts 2026)

Kommuner har nu mulighed for at tilmelde skoler til et systematisk forsøg, som skal afprøve og evaluere en indsats med at opbygge trygge læringsfællesskaber i 4. klasser, der oplever udfordringer med konflikter og udadreagerende adfærd. Forsøget gennemføres i skoleåret 2026/27.

Hvem kan deltage?

Kommuner kan tilmelde folkeskoler til at deltage i forsøget. Skolerne kan deltage med op til to 4. klasser hver, og i alt kan 120 klasser fra hele landet deltage. Af dem kan 50 klasser deltage som indsatsklasser, der skal afprøve indsatsen, mens 70 klasser kan deltage som sammenligningsklasser, der kun skal besvare spørgeskemaer. Det afgøres ved lodtrækning, hvilke klasser der skal deltage som hhv. indsatsklasser og sammenligningsklasser.

Hvad er forsøgets fokus?

Forsøget skal styrke skolernes forebyggende og fællesskabsorienterede arbejde med utryghed, konflikter og udadreagerende adfærd i klasserne. Det skal ske igennem:

  • Et intensivt skemalagt samarbejde mellem en PPR-medarbejder og to lærere fra de deltagende klassers klasseteam. Omdrejningspunktet for samarbejdet er ugentlige sparringsmøder og observationer i klassen.
  • Et understøttende kompetenceudviklingsforløb for PPR-medarbejderen og klasseteamet. 

Målgruppen for forsøget er klasser, som oplever vedvarende udfordringer med trivsel og oplevet tryghed i læringsmiljøet for både elever og lærere. Disse udfordringer knytter sig blandt andet til konflikter og vanskeligheder i relation til udadreagerende adfærd.

Hvad kan der ydes tilskud til?

Der ydes tilskud til skolernes og PPR’s deltagelse i forsøget efter en fast ramme. Der ydes både tilskud til indsatsskoler og sammenligningsskoler.

Baggrund

Utryghed blandt elever og lærere, forårsaget af høje konfliktniveauer og udadreagerende adfærd, udgør en grundlæggende udfordring i skolen. Det viser flere nye undersøgelser. Mange skoler og fagpersoner efterspørger derfor bedre rammer, kompetencer og viden til at håndtere udfordringerne, herunder bedre adgang til specialpædagogiske kompetencer og sparring med kommunernes PPR. Et pilotprojekt, hvor seks skoler på tværs af fire kommuner afprøvede en indsats med opbygning af trygge læringsfællesskaber, har vist, at de deltagende kommuner oplevede indsatsen som meningsfuld – især indsatsens del med sparring mellem PPR og lærerteam om forebyggende og foregribende tiltag.

Læs mere om pilotforsøget ”Pilotprojekt om opbygning af trygge læringsfællesskaber”

Tilmelding til forsøget

I ”Vejledning om systematisk forsøg med opbygning af trygge læringsfællesskaber i 4. klasse i folkeskolen” er der information om tilmeldingsproceduren, krav og vilkår for tilmelding og tilskud samt behandling af tilmeldinger. Vejledningen findes under ”Tilmeldingsmateriale”, hvor I også kan finde de skabeloner og skemaer, som skal anvendes.

Midler til fordeling

Der er i alt 3,25 millioner kroner til fordeling i puljen.

Tilmeldingsfrist

Frist for at indsende tilmeldinger er mandag den 23. marts 2026.