Tilsyn med specialpædagogisk støtte

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fører tilsyn med den specialpædagogiske støtte på ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, FGU, frie grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og voksen- og efteruddannelser.

Elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse skal have mulighed for at gennemføre en uddannelse på lige vilkår med andre elever og studerende, og det skal specialpædagogisk støtte (SPS) sikre.

Uddannelsesstederne kan søge om SPS til elever og studerende hos styrelsen.

Tilsyn med SPS-ordningen

Styrelsen fører tilsyn med, hvordan uddannelsesstederne anvender SPS-ordningen og tilskuddet til støtte.

Tilsynet følger to spor: 

  • Et administrativt spor, hvor uddannelsesstederne skal fremvise dokumentation i forbindelse med blandt andet ansøgninger, levering af støtten og refusioner.
  • Et indholdsmæssigt spor, hvor kvaliteten af uddannelsesstedernes levering af SPS undersøges.

Langt de fleste uddannelsessteder i tilsyn opnår et kvalitetsløft i deres praksis med specialpædagogisk støtte til gavn for de elever, som har behov for støtten.

Hvornår indledes et tilsyn?

Tilsyn retter sig mod de specifikke støtteformer indenfor SPS. Styrelsen vurderer under tilsynsforløbet, om uddannelsesstederne administrerer de enkelte sagsbehandlingsskridt og støtteformer korrekt.

Der kan være forskellige årsager til, at styrelsen igangsætter et tilsyn med SPS, fx. risikoen for at:

•    Tilskuddet anvendes forkert.
•    Støttemodtageres retssikkerhed er udfordret.
•    Støtten er mangelfuld.
•    Gældende reglerne ikke overholdes.

To Typer tilsyn

Hvad sker der, når et uddannelsessted udtages i tilsyn med SPS?

Når et uddannelsessted udtages til et tilsyn med SPS, modtager uddannelsesstedet et brev fra styrelsen med oplysninger om tilsynets formål og hvilken dokumentation, der skal fremsendes til styrelsen.

Styrelsen gennemgår den fremsendte dokumentation og vil under tilsynsforløbet være i kontakt med det enkelte uddannelsessted på mail, telefon, via webinar og i enkelte tilfælde ved fysiske besøg.

Hvordan afsluttes et tilsyn?

  • Lever uddannelsesstedet op til gældende regler og retningslinjer, vil tilsynet blive afsluttet. Uddannelsesstedet vil få en skriftlig tilbagemelding fra styrelsen om dette.
  • Hvis det er tvivlsomt om uddannelsesstedet lever op til gældende regler og retningslinjer, eller hvis der er mindre, men væsentlige fejl, vil uddannelsesstedet blive bedt om at redegøre for, hvordan uddannelsesstedet vil sikre, at praksis fremover opfylder kravene.
  • Hvis der er alvorlige og kritiske fejl, vil uddannelsesstedet blive partshørt inden en eventuel afgørelse om tilbagebetaling af tilskud.