Denne vejledning henvender sig til den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet, typisk uddannelsesstedets ledelse, herunder skoleledere, forstandere, ungdomsskoleinspektører og ledere af øvrige uddannelsesinstitutioner. Vejledningen beskriver, hvordan uddannelsesstedets ledelse behandler klager over mobning eller lignende i overensstemmelse med undervisningsmiljøloven.
Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for folkeskolers kvalitet, herunder elevernes faglige resultater og trivsel. Det indebærer et ansvar for, at skolen opfylder sine handlepligter efter undervisningsmiljøloven ved problemer i det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning eller lignende. På en privatskole, en ungdomsuddannelse eller anden selvejende institution påhviler dette ansvar institutionens bestyrelse. Kompetencen til at varetage opgaven kan både for så vidt angår det kommunale og det private område delegeres til skolens leder.
Ved en henvendelse eller klage om mobning eller lignende skal uddannelsesstedets ledelse undersøge sagens faktiske omstændigheder. På baggrund af undersøgelsen vurderer uddannelsesstedets ledelse, om der foregår mobning eller lignende, og om der skal udarbejdes en handlingsplan. Undersøgelsen indebærer, at der foretages en egnet og tilstrækkelig undersøgelse af undervisningsmiljøet i den pågældende klasse. Undersøgelsen bør som udgangspunkt omfatte samtaler med de berørte elever, relevante medarbejdere og eventuelt andre personer, der kan bidrage til at belyse undervisningsmiljøet.
Når undervisningsmiljøet er undersøgt, vurderer uddannelsesstedets ledelse, om der er grundlag for at give klager helt eller delvist medhold i klagen. Vurderingen meddeles klager skriftligt snarest muligt og senest 20 arbejdsdage efter, at klagen er modtaget. Hvis fristen undtagelsesvist ikke kan overholdes, underretter uddannelsesstedets ledelse skriftligt klager om grunden hertil og om, hvornår vurderingen forventes at foreligge.
Hvis der indgår materiale i afgørelsen, som klager ikke er bekendt med, skal dette sendes i partshøring hos klager. Fristen for partshøring er normalt 14 dage.
Får klager ikke fuldt ud medhold, skal uddannelsesstedets ledelse straks videresende klagen og begrundelsen for afgørelsen til styrelsen. Med udtrykket fuldt ud medhold menes, at elever og forældremyndighedsindehaver(e) mundtligt eller skriftligt erklærer sig tilfredse med resultatet af vurderingen af sagen. Det betyder, at klagen skal videresendes til styrelsen, hvis klager mundtligt eller skriftligt giver udtryk for, at klager ikke er tilfreds, men også hvis klager ikke tilkendegiver, hvorvidt klager er tilfreds. Klager har 20 kalenderdage efter, at uddannelsesstedets ledelse har afgivet sin skriftlige vurdering, til at meddele sine eventuelle bemærkninger.
I forbindelse med videresendelsen til styrelsen skal uddannelsesstedets ledelse oversende følgende dokumenter:
Uddannelsesstedets ledelse skal orientere klager om videresendelsen og samtidig medsende de dokumenter, der er oversendt til styrelsen.
Styrelsen behandler klagen og kan til uddannelsesstedets ledelse udstede et påbud om opfyldelse af handlepligt inden for en rimelig frist. Styrelsen kan overfor selvejende uddannelsessteder, som ikke efterlever et påbud, tilbageholde eller lade et tilskud helt bortfalde, indtil påbuddet er efterlevet. Hvis klagen omhandler et kommunalt uddannelsessted, kan styrelsen oversende sagen til det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen påser, at kommunalbestyrelsen efterlever styrelsens påbud.
Hvis det her og nu er nødvendigt for, at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer, skal uddannelsesstedets ledelse igangsætte midlertidige indsatser. Det kunne f.eks. være ekstra gårdvagter og/eller psykologstøtte. Husk at orientere eleven/elever og forældremyndighedsindehaver(e) om de indsatser, der er igangsat. De berørte elever og forældremyndighedsindehaver(e) bør også informeres, hvis det besluttes, at der ikke skal igangsættes midlertidige indsatser.
Hvis det konkluderes, at der foregår mobning eller lignende, skal uddannelsesstedets ledelse udarbejde en handlingsplan. Læs mere om udarbejdelsen af en handlingsplan her. Vær opmærksom på, at handlingsplanen skal udarbejdes senest 10 arbejdsdage efter, at der er modtaget oplysning om problemerne, samt at de berørte elever og forældremyndighedsindehaver(e) skal informeres om indholdet af handlingsplanen.
Bekendtgørelse om behandling af klager om mobning eller lignende (retsinformation.dk)
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: klageinstans@stukuvm.dk