I erhvervsuddannelserne indgår en række grundfag, som typisk afsluttes med mundtlige prøver.
I erhvervsuddannelserne indgår en række grundfag som eksempelvis dansk, engelsk, matematik. Fagene er tilpasset den uddannelse, som eleven gennemfører – eksempelvis er undervisningen i matematik for en tømrer forskellig fra undervisningen i faget for en smed.
Undervisningen indeholder erhvervsfaglige emner og problemstillinger fra elevens uddannelse, og ofte er fagene tilrettelagt i sammenhæng med andre fag i uddannelsen.
Fagene afsluttes typisk med mundtlige prøver, som tager udgangspunkt i elevarbejde, der er udarbejdet forud for prøven eksempelvis en projektrapport eller en portfolio.
I grundforløbets første del er der én prøve i grundfag. Det vil typisk være en prøve i grundfaget dansk, men har eleven flere grundfag, eventuelt valgt som valgfag, trækkes der lod blandt elevens fag. Grundforløbets første del gennemføres kun af elever, der kommer direkte fra grundskolen.
I grundforløbets anden del er der ligeledes én prøve i grundfag, og der trækkes lod blandt elevens fag, hvis eleven har mere end et grundfag.
Hvis der er grundfag i uddannelsernes hovedforløb fastsættes antal prøver i forhold til skoleundervisningens varighed:
Der trækkes lod blandt elevens fag, hvis eleven har mere end et grundfag.
Undervises elever fra flere uddannelser på samme hold, kan der under forudsætning af, at eleverne har samme fagrække, udtrækkes fag til prøve for hele holdet, for elever med samme uddannelse eller eventuelt for den enkelte elev.
Undervisningen i fagene på samlæste hold skal stadig være målrettet elevernes forskellige uddannelser og prøven skal afspejle denne målretning.
I eux-forløb skal eleven til prøver i grundfag, jf. reglerne om de enkelte eux-forløb.
Hvis en elev har fået tildelt merit eller har fået godskrevet et fag, som udtrækkes til prøve, betragtes prøven som aflagt. Der skal ikke udtrækkes en ny prøve til eleven.
En elev har 2 prøveforsøg og eventuelt et tredje, hvis særlige forhold taler herfor, jf. eksamensbekendtgørelsens § 5.
Beståede prøver kan ikke tages om, jf. eksamensbekendtgørelsens § 5.
Caseeksamen er en særlig tilrettelæggelsesform for prøver i grundfag. Prøven tilrettelægges på grundlag af en case om en virksomhed, branche eller lignende.
I grundfagene dansk og fremmedsprog kan skolerne for alle uddannelser vælge at gennemføre prøven som caseeksamen. For en række uddannelser er det fastsat, at prøver i grundfagene på grundforløbets 2. del skal gennemføres som caseeksamen. Det drejer sig om:
Jf. § 55 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk), skal det fremgå af skolens studie- og ordensregler, hvilke konsekvenser manglende tilstedeværelse, manglende afleveringer eller anden manglende dokumentation skal have for elevens optagelse på fx første skoleperiode på hovedforløbet ift. skolens regler om mødepligt, tilstedeværelse og aktive deltagelse i undervisningen, samt skolens regler om elevernes og lærlingenes hjemmearbejde og opgaveaflevering, og om elevernes og lærlingenes deltagelse i projektarbejde eller lignende.
Skolen bør endvidere tilbyde elever og lærlinge skoleundervisning ud over, hvad der følger af de almindelige bestemmelser herom, hvis hensynet til elevens eller lærlingens uddannelse taler for det, jf. § 51 i lov om erhvervsuddannelser. Skolen skal så vidt muligt støtte eleven i at færdiggøre uddannelsen. Se evt. vejleding i anvendelse af § 51, stk. 1 her.
Lodtrækningen foregår på holdniveau og omfatter både de obligatoriske grundfag og eventuelle valgte grundfag, som er repræsenteret på holdet.
Eksempel:
Hvis et hold har ét obligatorisk grundfag, som alle eleverne har, samt to valgfag blandt grundfagene, som kun enkelte af eleverne har, kan lodtrækningen falde ud på følgende måde:
Hvis det obligatoriske grundfag bliver udtrukket som den første prøve, vil alle eleverne på holdet skulle aflægge denne prøve.
Når eleven har deltaget i undervisningen jf. § 55 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk) og har udarbejdet den nødvendige dokumentation, der fremgår af fagbilagene i grundfagsbekendtgørelsen, kan eleven bedømmes, det vil sige eleven kan tildeles en karakter efter 7-trins skalaen, og faget er gennemført.
Den afsluttende standpunktskarakterer gives kort før afslutningen af grundfaget, men gerne før offentliggørelse/meddelelse af hvilke fag, der er udtrukket til prøve. Generelt gælder det, at senest ved undervisningens afslutning meddeles standpunktskaraktererne til eleven eller lærlingen, inden elevens eller lærlingens deltagelse i prøver i faget, jf. § 86, stk. 4 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
For grundfagene gælder det, at tidligst 21 dage og senest 7 dage før prøverne skal finde sted, meddeler skolen eleverne hvilke grundfagsprøver, de skal deltage i, jf. § 8, stk. 2, i bekendtgørelse om grundfag (retsinformation.dk).
Ved grundfag eller niveauer, hvor der jf. grundfagsbekendtgørelsen ikke er fastlagt prøver, gives standpunktskarakteren ved afslutningen af undervisningen i faget, jf. § 86, stk. 4, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
Udmeldingen af prøvefag til lærerne må ikke ske så tidligt, at det kan påvirke undervisningen frem mod fagets afslutning. Udmeldingen indgår som en del af skolens rammer for hensigtsmæssig tilrettelæggelse af skoleundervisningen.
Når faget er vurderet som gennemført, selvom det er til karakteren - 3 eller 00, kan eleven gå til eksamen, hvis faget er udtrukket til prøve.
Når eleven har deltaget i undervisningen og udarbejdet den dokumentation, der fremgår af fagbilagene i grundfagsbekendtgørelsen (retsinformation.dk), kan eleven bedømmes med en afsluttende standpunktskarakter. Elevens præstation kan hermed vurderes, også selvom det er til karakteren - 3 eller 00, og faget kan da også vurderes som gennemført, men faget er ikke bestået. Definitionen af ”bestået” er, at den afsluttende standpunktskarakter i faget er mindst 02, eller at eleven efter evt. afprøvning har fået en bedømmelse/prøvekarakter på mindst 02. Generelt gælder at eleven/lærlingen er bestået, når hun/han får karakteren: 02, 4, 7, 10 eller 12.
Eleven aflægger prøve i et uddannelseselement, når eleven har fulgt undervisningen i det pågældende element eller har opnået godskrivning herfor, medmindre andet følger af bekendtgørelsen for uddannelsen eller den lokale undervisningsplan. Institutionen afgør, om eleven har opfyldt betingelsen jf. § 7 i bekendtgørelse om prøver og eksamen i grundlæggende erhvervsrettede uddannelser (retsinformation.dk).
Hvis faget afsluttes med en afsluttende standpunktskarakter og ikke er udtrukket til eksamen, så har eleven ikke bestået dette fag. Skolen kan efterfølgende vælge at give eleven supplerende undervisning og herefter en ny bedømmelse. Hvis faget er et overgangskrav til hovedforløbet, skal eleven have bestået faget, før eleven kan begynde på første skoleperiode på hovedforløbet jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
Hvis faget udtrækkes til eksamen, kan eleven gå til prøve, hvis der er afgivet en standpunktskarakter, og evt. bestå eksamen. Eksamenskarakteren erstatter altid standpunktskarakteren.
En elev eller lærling på en erhvervsuddannelse har normalt to prøveforsøg til at bestå en prøve, jf. § 5, stk. 3, i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk). Institutionen kan tillade et tredje forsøg, hvis der foreligger usædvanlige omstændigheder.
En elev eller lærling, der ikke har bestået et eller flere fag, er afskåret fra at gennemføre uddannelsen, se bl.a. ift. grundforløbsprøven § 27, stk. 1, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk). Medmindre hensynet til elevens eller lærlingens uddannelse taler for det, f.eks. hvis eleven på grund af sygdom ikke har nået målene for den obligatoriske skoleundervisning, jf. § 51, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk), og derfor kan få et tilbud om supplerende skoleundervisning.
Skoleundervisning, jf. § 51, stk. 1, vil kunne danne grundlag for en dispensation til et tredje prøveforsøg.
En elev eller lærling, der har opbrugt sine prøveforsøg, skal udmeldes af uddannelsen.
En udmeldt elev eller læring vil afhængig af omstændighederne have mulighed for at søge nyt optag på en uddannelse. Institutionen skal i den forbindelse vurdere, om eleven eller lærlingen opfylder forudsætningerne for optagelse.
På grundforløbets 1. og 2. del får eleverne karakterer efter 7-trinsskalaen i alle grundfag, som eleven har gennemført. Den enkelte elev eller lærling skal aflægge prøve i ét grundfag både på grundforløbets 1. del og grundforløbets 2. del. Prøverne fastsættes ved udtrækning blandt alle elevernes og lærlingenes grundfag med prøve, jf. § 31 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk). Prøvekarakteren træder så i stedet for den afsluttende standpunktsbedømmelse i grundfaget.
Desuden afsluttes grundforløbets 2. del med en grundforløbsprøve i det uddannelsesspecifikke fag. Grundforløbsprøven vurderes alene som ”bestået” eller ”ikke bestået”, jf. § 27, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
Det vil fremgå af uddannelsens uddannelsesordning (hentdata.stil.dk).
Omfanget af grundfag, uddannelsesspecifikke fag, herunder fx specialefag, og valgfag, og de anvendte bedømmelsesformer i skoleundervisningen i hovedforløbet fastsættes i uddannelsesordningen, jf. § 21 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
På hovedforløbet aflægges et antal prøver i grundfag alt efter skoleundervisningens længde og antallet af grundfag, som fremgår af uddannelsesordningen, fx er der prøve i et grundfag, hvis skoleundervisningen har en varighed på mindre end 21 uger, jf. § 32 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (retsinformation.dk).
Eleverne skal på grundforløbet have standpunktskarakterer i både grundfag og i det uddannelsesspecifikke fag. Elever skal desuden have prøvekarakter i prøven i grundforløbsprojektet, USF ("bestået"/"ikke bestået") og i prøverne i grundfag.
Skolen skal i alle fag foretage en løbende bedømmelse af elevens præstation for at vejlede eleven og for at kunne udstede skolevejledning og grundforløbsbevis, jf. hovedbekendtgørelsens § 90.
Skolen kan i sin skolebedømmelsesplan her ud over beslutte, at der skal afgives karakter i de undervisningsforløb, skolen tilbyder. Der skal således ikke afgives karakter i de enkelte kompetencemål, de fælles og de særlige, med mindre ét eller flere kompetencemål skal nås gennem grundfag.
I hovedforløbet skal eleverne bedømmes løbende i henhold til skolens bedømmelsesplan og afsluttende i henhold til reglerne om den enkelte uddannelse, jf. § 90 i hovedbekendtgørelsen. Bemærk, at prøvekarakteren træder i stedet for standpunktskarakterer og indgår i eventuelle gennemsnitsberegninger.
På grundforløbsbeviset kan der alene fremgå standpunktskarakter i de grundfag, der indgår i uddannelsen, samt karakterer fra eventuelle prøver i grundfag og eventuelle beståede certifikater, jf. hovedbekendtgørelsens § 77, stk. 2.
Ja, men kun når det undtagelsesvis er fastsat for den enkelte uddannelse i uddannelsesbekendtgørelsen.
Disse særlige kompetencekrav skal fremgå af kompetencemålsbeskrivelsen i uddannelsesbekendtgørelsen. Hvis det særlige kompetencekrav skal gælde alle uddannelser (hovedforløb) i indgangen, skal kravet indføjes i uddannelsesbekendtgørelsens § 4.
Dokumentation og afleveringer
Den obligatoriske dokumentation fremgår af grundfagenes fagbilag afsnit nr. 4 Dokumentation. Dokumentation kan være i form af forskellige afleveringer, projektrapporter eller fremlæggelser etc. Ovenstående krav skal desuden fremgå af skolens studie og ordensregler jf. § 55 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.
Bestå eller gennemført grundfag på GF2
Det fremgår i § 3, stk. 4 i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse, hvilke grundfag der skal bestås og hvilke der skal gennemføres. Find bekendtgørelserne for de enkelte uddannelser her, eller læs mere i oversigten over uddannelser (emu.dk)
Standpunktskarakter
En standpunktskarakter kan være afgivet som bl.a. en løbende bedømmelse (formativ evaluering) eller en afsluttende bedømmelse (summativ evaluering). Se mere bedømmelse og feedback (pdf), og læs mere om formativ og summativ evaluering (emu.dk). Hvis faget ikke udtrækkes til eksamen, så bliver den afsluttende bedømmelse til den afsluttende karakter i faget.
Grundforløb på de merkantile uddannelser
Vær opmærksom på at i de merkantile uddannelser, skal eleven have gennemført det fastsatte antal grundfag ifølge uddannelsernes bekendtgørelser med et karaktergennemsnit på mindst 2,0. Derfor er overgangskravet her en gennemsnitskarakter af elevens obligatoriske grundfag, og den afsluttende standpunktskarakter udregnes og fastsættes. som en gennemsnitskarakter.
Elever i ny mesterlære løser en praktisk opgave i virksomheden i stedet for grundforløbsprøven i det uddannelsesspecifikke fag (USF). Opgaven bedømmes af virksomheden og skolen i fællesskab uden brug af ekstern censur.
Det er også muligt for elever i ny mesterlære at aflægge en ordinær grundforløbsprøve i det uddannelsesspecifikke fag på skolen, i stedet for den praktiske opgave. Grundforløbsprøven skal altid afholdes med ekstern censur.
Hvis du er begyndt på din uddannelse før 1. august 2015, kan reglerne være anderledes end beskrevet her på siden. Kontakt din skole, hvis du er i tvivl.
Titel: Erhvervsuddannelser - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: stuk@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 55 00
Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.