Prøver på særlig vilkår på erhvervsuddannelser

Eksaminander med funktionsnedsættelser eller et andet modersmål end dansk kan på erhvervsuddannelser få tilladelse til at gå til prøver på særlige vilkår. Det er institutionen, der tildeler særlige prøvevilkår.

Eksaminander (elever) med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, med tilsvarende vanskeligheder samt eksaminander med et andet modersmål end dansk, kan få tilladelse til at gå til prøve på særlige prøvevilkår.

Institutionen tilbyder en eksaminand særlige prøvevilkår efter en konkret vurdering af eksaminandens individuelle vanskeligheder.

Formålet med at tilbyde en eksaminand særlige prøvevilkår er at sidestille denne eksaminand med andre eksaminander i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med et tilbud om særlige prøvevilkår ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau.

Individuel vurdering

Tildelingen af særlige prøvevilkår må kun ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering af eksaminandens behov i forhold til den enkelte prøve.

Det er institutionen, som afgør, om særlige prøvevilkår er nødvendige for at ligestille eksaminanden med andre eksaminander i prøvesituationen og hvilke særlige prøvevilkår, der er nødvendige. Institutionen skal være opmærksom på, at særlige prøvevilkår ikke må ændre prøvens niveau.

Hvis eksaminanden har behov for særlige prøvevilkår ved flere prøver, skal der gennemføres en vurdering af det konkrete behov i forhold til hver enkelt prøve.

Dokumentation for tildeling af særlige prøvevilkår

Institutionen må kun give tilbud om særlige prøvevilkår, hvis eksaminanden har fremlagt officiel dokumentation for sit behov for særlige prøvevilkår ved den konkrete prøve.

Dokumentationen kan for eksempel være i form af en lægeerklæring, en officiel test, der påviser ordblindhed, eller en relevant sprogprøve, der dokumenterer væsentlige dansksproglige udfordringer.

Institutionen skal som ved andre afgørelser opbevare relevante sagsakter, herunder institutionens vurdering og dokumentationen for behovet for særlige prøvevilkår.

Det er vigtigt, at institutionen er omhyggelig i forbindelse med tildeling af særlige prøvevilkår, så det dels sikres at eksaminander med særlige behov kompenseres tilstrækkeligt, og dels sikres at der ikke overkompenseres, da dette ville give eksaminanden en urimelig fordel i forhold til andre eksaminander og dermed modvirke ligestilling. Det er derfor helt centralt, at der sker en individuel og konkret vurdering af den enkeltes behov.

Hvis en eksaminand får tildelt særlige prøvevilkår, uden at behovet er dokumenteret, eller hvis de særlige prøvevilkår ændrer prøvens niveau, er der tale om en grov fejl eller mangel ved prøven, som kan medføre, at prøven annulleres jf. § 34 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse.

Konkludere censor fejl og mangler ved en prøve, vil censor være forpligtet til at foretage en censorindberetning jf. 28 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse.

Regler

Reglerne for særlige prøvevilkår er beskrevet i § 18 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk):

§ 18 Institutionen tilbyder særlige prøvevilkår til eksaminander med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til eksaminander med tilsvarende vanskeligheder samt til eksaminander med et andet modersmål end dansk, når institutionen vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

Ofte stillede spørgsmål

Kontakt

  • Kontor for Prøver, Eksamen og Test

    Titel: Erhvervsuddannelser - Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 33 92 55 00

     

    Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.