Om uddannelserne til lokomotivfører og fodterapeut.
De grundlæggende erhvervsrettede uddannelser adskiller sig fra de ordinære erhvervsuddannelser ved, at de administreres af Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med andre ministerier.
Uddannelsen til lokomotivfører varer i udgangspunktet 10 måneder og veksler mellem 5 skoledele (i alt 16 uger) og oplæring i virksomhed.
Institutioner, der udbyder lokomotivføreruddannelsen efter godkendelse fra Børne- og Undervisningsministeriet, skal samarbejde om at udarbejde en lokal uddannelsesplan, som uddannelsen tilrettelægges efter. Den lokale undervisningsplan og den løbende revision heraf, skal godkendes af Børne- og Undervisningsministeriet efter forhandling med Trafikstyrelsen og rådgivning fra det rådgivende lokomotivførerudvalg.
Det rådgivende lokomotivførerudvalg rådgiver Børne- og Undervisningsministeriet om spørgsmål af betydning for udviklingen på området, om fastsættelse af nærmere regler og om spørgsmål i øvrigt af betydning for uddannelsen. Udvalget følger beskæftigelsesudviklingen og afgiver blandt andet indstilling til Børne- og Undervisningsministeren om uddannelsen.
Børne- og Undervisningsministeriet og Trafikstyrelsen udarbejder i samarbejde med det rådgivende udvalg på området en uddannelsesordning, som supplerer bekendtgørelsen med en uddybning af reglerne om uddannelsens formål, struktur og rammer for undervisningens indhold.
Uddannelsen til fodterapeut varer 18 måneder og foregår på uddannelsesinstitutioner, der er godkendt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Uddannelsen giver faglige og personlige kompetencer, der kvalificerer til at udøve virksomhed som fodterapeut.
For at kunne betegne sig som autoriseret fodterapeut skal den uddannede søge om autorisation ved Styrelsen for Patientsikkerhed.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 67 56 35
Telefontid:
Tirsdag og torsdag klokken 9-12.