Om erhvervsuddannelserne

Erhvervsuddannelser kombinerer skole og oplæring i en virksomhed, og uddanner faglærte inden for et bestemt erhverv.

En erhvervsuddannelse består af skoleundervisning og oplæring i en virksomhed.

Eleverne starter på et grundforløb, som typisk foregår på skolen, og fortsætter på et hovedforløb, hvor de veksler mellem undervisning på skolen og oplæring i en virksomhed. 

Det meste af uddannelsen foregår i den virksomhed, hvor eleven eller lærlingen har en uddannelsesaftale. Det kan fx være i en industrivirksomhed, et værksted, et køkken eller en butik, afhængig af den valgte uddannelse. 

Eleven eller lærlingen skal inden optagelse på hovedforløbet have indgået uddannelsesaftale med den virksomhed, som skal stå for oplæringen. På nogle uddannelser er der mulighed for at blive optaget i skoleoplæring, hvis eleven ikke har en læreplads.

Erhvervsuddannelser fører til job som faglært

Der er omkring 100 erhvervsuddannelser, fx murer, social- og sundhedsassistent, elektriker, frisør, mekaniker og gartner.

Alle uddannelser retter sig mod et bestemt erhverv på arbejdsmarkedet. Når eleverne eller lærlingene har gennemført uddannelsen og er udlærte, er de kvalificerede til at arbejde som faglærte inden for deres fagområde. 

Indholdet i erhvervsuddannelserne udvikles i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Samarbejdet sikrer, at uddannelserne tilpasses de krav, der efterspørges i de enkelte erhverv eller brancher. 

Krav til læreplads og kvotepladser på dimensionerede uddannelser

Flere erhvervsuddannelser er dimensioneret med lærepladskrav. Det betyder, at eleverne skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed allerede før de kan optages på grundforløbets 2. del. 

Andre dimensionerede uddannelser har et antal kvotepladser til elever, som ikke har indgået en uddannelsesaftale inden optagelsen. 

Erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux)

Eleven eller lærlingen kan vælge at gennemføre deres erhvervsuddannelse som eux-forløb. Eux kombinerer en erhvervsuddannelse med fag på gymnasialt niveau. 

Med eux opnår eleverne både en erhvervskompetence og generel studiekompetence, som giver adgang til videregående uddannelser.

Erhvervsuddannelse for voksne (euv)

Voksne på 25 år eller derover skal gennemføre deres uddannelse som erhvervsuddannelse for voksne (euv).

Indholdet i og varigheden af et euv-forløb afhænger af den enkeltes erfaring fra tidligere arbejde og uddannelse.

Grafisk overblik over de forskellige typer af erhvervsuddannelser