Tilsyn med faglig kvalitet på de gymnasiale uddannelser

Tilsynet omfatter institutionernes faglige resultater og regeloverholdelse. Tilsynet skal sikre, at eleverne får undervisning af god kvalitet.

Det faglige tilsyn tager afsæt i formålet med de gymnasiale uddannelser, som er at forberede eleverne til videregående uddannelse. Eleverne skal tilegne sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglige bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene og forskellige arbejdsformer. 

Elever på landets uddannelsesinstitutioner skal opleve, at undervisningen og undervisningsmiljøet har en god kvalitet. Institutioner, som viser tegn på kvalitetsudfordringer, kan komme i tilsyn.

Styrelsen fører tilsyn med institutioner, som på en række politisk bestemte målepunkter (kvalitetsindikatorer) udviser udfordringer med undervisningstilbuddets kvalitet.

Der kan være forskellige årsager til, at styrelsen igangsætter et tilsyn. Det kan fx være, hvis: 

  • Der er tegn på længerevarende kvalitetsudfordringer som fx lave eksamensresultater
  • Der er særlige udfordringer på et specifikt område, og/eller et politisk ønske om fokus på området
  • Der er brug for et præventivt fokus på en specifik problemstilling 
  • Den gældende lovning overtrædes på en specifik institution

Når styrelsen gennemfører tilsyn, lægger vi vægt på at give konkret og anvisende vejledning gennem en tæt dialog med den enkelte institution.

Institutionens ansvar og kvalitetssystem

Kvaliteten og overholdelsen af reglerne er et lokalt ansvar, der skal løftes af den enkelte institutions ledelse og bestyrelse. Styrelsen har i sit tilsyn fokus på at vejlede om reglerne og sikre, at de overholdes.

Styrelsen lægger vægt på, at institutionen arbejder målrettet med kvalitetsudvikling og resultatvurdering, og at institutionen tager udgangspunkt i de regler, der er fastlagt for de gymnasiale uddannelsesinstitutioners kvalitetsarbejde.

Læs styrelsens vejledning til institutionernes kvalitetssystem (pdf)

Fire typer tilsyn

Det faglige tilsyn med de gymnasiale uddannelser er opdelt i fire tilsynsspor: 

  • Risikobaseret tilsyn
  • Tematisk tilsyn
  • Undersøgende tilsyn
  • Enkeltsagstilsyn

Sanktioner

Styrelsen har mulighed for at benytte forskellige sanktioner i tilsynsarbejdet som fx:

  • Udstede påbud, indgå indsatsaftale
  • Tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde eller kræve tilskud tilbagebetalt
  • Nedlægge eller fusionere en institution eller afdeling 

Institutionen vil altid få en klar og forståelig redegørelse for grundlaget for styrelsens afgørelse, og sanktionen vil altid have hjemmel i de gældende regler på det gymnasiale område. 

Kontakt

  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 23 67 56 35

     

    Telefontid:
    Lukket for telefoniske henvendelser i uge 42.