Statslig beskikket censor på avu

Her finder institutioner og censorer vejledning til beskikket censur for AVU.

Institutioner, der er godkendt til at udbyde AVU, indberetter via XPRS undervisere med rette kompetencer, som ønsker at varetage hvervet som censor, til styrelsen. Censor indberettes for et år og beskikkes for et år.

Hvis censor ønsker at fratræde, skal censors institution lukke indberetningen af den pågældende censor i XPRS og sende styrelsen en mail angående dette.

Institutionen skal være opmærksom på at indtaste de korrekte kontaktoplysninger, når underviserne indberettes i XPRS. Hvis ikke institutionen indberetter de korrekte oplysninger, kan institutioner, som censoren skal allokeres til, ikke kontakte censoren.

Styrelsen vil fordele opgaver til de statsligt beskikkede censorer og sende en oversigt over allokeringerne til censors ansættelsesinstitution. Der kan ikke garanteres et bestemt antal opgaver til alle censorer.  

Institutioner og beskikkede censorer bedes holde sig opdateret i vejledningen vedr. beskikket censur.

Læs vejledning til beskikkede censorer og institutioner om censur (pdf)

Efter endt prøvetermin indsender censorer på AVU en rapport

Efter en prøvetermin skal censorer, der bedømmer skriftlige opgaver på avu, afgive en rapport til børne- og undervisningsministeriet. 

Rapporten udfyldes i form af et survey, der udsendes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.