Mundtlige prøver

Retningslinjer for de praktiske og proceduremæssige forhold ved de mundtlige prøver på avu.

OBS. Hjemmesiden er opdateret efter ny bekendtgørelse om gymnasiale prøver, prøver i de almene voksenuddannelser m.v., der trådte i kraft d. 1. februar 2026. Prøver, der er påbegyndt før d. 31. januar 2026, er omfattet af BEK nr. 343 af 8. april 2016.

På denne side kan institutioner læse retningslinjer om praktiske og proceduremæssige forhold ved prøveafholdelse af de mundtlige prøver på almen voksenuddannelse (avu), der er fastsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet jf. § 6 i den almene prøvebekendtgørelse.

Institutioner skal fastsætte lokale regler og retningslinjer

Institutionen fastsætter lokale eksamensregler og gør dem tilgængelige for eksaminanderne i god tid, før en prøvetermin begynder. De lokale eksamensregler skal som minimum indeholde følgende:

  1. Frister for tilmelding, herunder frist for ansøgning om særlige prøvevilkår, jf. § 24 og frist for tilmelding som selvstuderende, jf. § 15.
  2. Betingelser for deltagelse i prøven, jf. §§ 10 og 15, herunder regler om aflevering af produkter, der er en forudsætning for deltagelse i eksaminationen.
  3. Regler og frister for sygemelding og dokumentation af sygdom.
  4. Regler om tilsyn, afvikling, opførsel under prøverne, identifikation af eksaminanden, fremmøde, adgang til internet og digitale hjælpemidler efter §§ 30 og 34, brug af onlinetjenester, overvågning og logning af netværksaktivitet, monitorering af eksaminandernes computer/tablets m.v. og brug af elektroniske enheder i øvrigt.

Institutionen informerer eksaminanderne om eksamensreglerne på en måde, som i forhold til de lokale forhold bedst bidrager til, at eksaminanderne er opmærksomme på vigtigheden af, at de overholder reglerne.

Institutioner kan også vælge at fastsætte yderligere, lokale retningslinjer i forbindelse med prøveafholdelse på avu.

Institutionens lokalfastsatte regler og retningslinjer skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside. jf. § 7, stk. 2, i den almene prøvebekendtgørelse.

Før den mundtlige prøve

I forbindelse med afviklingen af en mundtlig prøve, skal institutionen:

  • fremsende prøveplanen og eksaminationsgrundlaget,
  • sikre at eventuelt prøvemateriale er tilgængeliggjort samt
  • oplyse eksaminander om tilladte hjælpemidler.

Prøvematerialet er fortroligt frem til prøvens afholdelse

Det er den prøveansvarlige institutions ansvar at sende hhv. prøveplanen og eksaminationsgrundlaget og eventuelt andet materiale til censor mindst 8 arbejdsdage før prøveafholdelsen. Censor skal umiddelbart efter modtagelsen af materiale kvittere herfor. 

Prøvematerialet behandles fortroligt frem til prøvens begyndelse. Eksaminanden må således ikke gøres bekendt med eksaminationsgrundlaget.

Bemærk at selve eksaminationstiden må ikke overstige seks timer per dag for eksaminator og censor.

Institutionen skal før prøven sikre, at eksaminanderne kender til reglerne for prøven

Før en prøve påbegyndes, er det lederen fra den prøveafholdende institutions ansvar, at eksaminanderne er bekendt med:

  1. Konsekvenser af sygdom eller udeblivelse af andre uforudseelige grunde, jf. § 16.
  2.  Anvendelse af hjælpemidler, jf. §§ 30 og 34.
  3. Hvornår en prøve er begyndt, jf. § 26.
  4. Konsekvenser af at komme for sent eller udeblive, jf. § 27.
  5. Særlige prøvevilkår, jf. § 24.
  6. Konsekvenser af at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp, jf. §§ 35 og 39.
  7. Klageprocedure og klagefrister, jf. kapitel 9.

Reglerne for overstående regler er fastsat i den almene prøvebekendtgørelse § 9 stk. 2.

Institutionen fastsætter desuden lokale eksamensregler, og gør dem tilgængelige for eksaminanderne i god tid før en prøvetermin begynder. Det gælder bl.a. retningslinjer om frister for tilmelding, opførsel under prøverne, identifikation af eksaminanden som fremgår af § 7 stk. 2 i den almene prøvebekendtgørelse.

Selvstuderende

Personer, der ikke har deltaget i undervisningen, kan indstille sig til prøve som selvstuderende. Det er en forudsætning herfor, at den selvstuderende opfylder adgangskravet for at aflægge prøve jf. § 15 i den almene prøvebekendtgørelse.

Tilmeldingen skal ske ved en institution, som i forvejen afholder prøve i det pågældende fag og på det pågældende niveau. Selvstuderende tilbydes faglig vejledning, der gives individuelt eller i grupper af selvstuderende.

Særligt om prøver i forbindelse med fagelementer

Et fagelement leder ikke frem til prøve, men selvstuderende, der ønsker at aflægge prøve efter undervisningen i et fagelement, vil kunne aflægge prøve i faget jf. kap. 3 i bekendtgørelsen om almen voksenuddannelse.

Der gælder forskellige krav for selvstuderendes aflevering og eksaminationsgrundlag ved de mundtlige prøver. Se læreplanerne for de enkelte fag på siden om fag og læreplaner.

Aflæggelse af prøver på særlige vilkår

Institutionens leder kan afgøre, at en eksaminand kan aflægge FVU-prøve på på særlige prøvevilkår jf. § 24, i den almene prøvebekendtgørelse (retsinformation.dk).

Institutionens leder kan tilbyde særlige prøvevilkår til eksaminander med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre tilsvarende specifikke vanskeligheder. Formålet er at sikre, at disse eksaminander ligestilles med andre i prøvesituationen.

Særlige prøvevilkår kan kun gives, hvis de ikke ændrer prøvens faglige niveau. Afgørelsen træffes altid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte eksaminand.

De særlige prøvevilkår kan blandt andet bestå i, at eksaminanden får lov til at anvende bestemte værktøjer, hjælpemidler eller programmer, som der normalt ikke er generel adgang til ved prøven. Dette gælder dog ikke brug af generativ kunstig intelligens.

OBS på tilgængeliggørelse af prøvemateriale

Såfremt der er eksaminander, der aflægger en mundtlig prøve på særlige vilkår, skal prøvemateriale tilgængeliggøres.

Det er institutionens ansvar at sikre, at prøvematerialet er tilgængeliggjort. Dette kan for eksempel gøres ved, at institutionen selv kan forestå OCR-behandlingen. Eksaminanden skal også have udleveret et fysisk eksemplar af eksaminationsgrundlaget.

Blindtrækning – tilgængeliggørelse af prøvemateriale

Institutionens leder kan give en eksaminand mulighed for at trække sin opgave før de øvrige eksaminander. Formålet er at sikre, at institutionens ansatte har tilstrækkelig tid til at gøre prøvematerialet tilgængeligt for eksempelvis et oplæsningsprogram før selve prøven. Denne fremgangsmåde betegnes som blindtrækning.

Blindtrækning skal gennemføres i så god tid inden prøven, at der er mulighed for at fremstille eller bestille det nødvendige tilgængelige materiale. Det forudsætter en afvigelse fra den normale procedure, hvor opgaven trækkes umiddelbart før forberedelsestiden, mens censor er til stede.

Det er vigtigt, at kursisten hverken før eller efter lodtrækningen kan identificere prøvematerialet. Dette sikrer, at ingen opnår en fordel sammenlignet med de øvrige eksaminander.

Hvis blindtrækningen gennemføres før forberedelsestiden eller selve prøven, skal den overholde § 18, stk. 2 i den almene prøvebekendtgørelse.

Det indebærer, at eksaminator samt enten censor, institutionens leder eller en person udpeget af lederen skal være til stede ved lodtrækningen, jf. § 18 stk. 2 i den almene prøvebekendtgørelse.

Hjælpemidler

Under prøven er det tilladt at medbringe og anvende materialer i fysisk form eller som er opbevaret lokalt på eksaminandens egen computer eller lignede. Dette gælder, medmindre der i reglerne for den enkelte prøve er fastsat begrænsninger.
Det er ikke tilladt at anvende digitale værktøjer og programmer m.v., herunder generativ kunstig intelligens, medmindre det eksplicit fremgår af reglerne for den enkelte prøve.

Læs mere om brugen af ChatGPT og kunstig intelligens til prøverne på avu her (uvm.dk)

Institutionen skal i sine lokale eksamensregler angive, om eksaminanden må anvende internettet til digital adgang til undervisningsmateriale, der ikke kan medbringes fysisk eller opbevares lokalt.
Institutionen skal altid orientere sig i den gældende læreplan for det enkelte fag for at være opdateret på, om der er fastsat yderligere begrænsninger. Læreplan for det enkelte fag og niveau findes på ministeriets hjemmeside om fag og læreplaner.
Styrelsen har udstedet en hjælpemiddeloversigt (jf. § 31), der angiver nærmere begrænsninger og muligheder for anvendelse af hjælpemidler end dem, der fremgår af den almene prøvebekendtgørelse. Se nedenfor.

Hjælpemidler til mundtlige prøver på avu (pdf)

Mobiltelefoner

Det er ikke tilladt for eksaminanden at medbringe mobiltelefoner eller lignende kommunikationsudstyr under en prøve.

Efter den mundtlige prøve er afsluttet

Når prøven er afsluttet, skal både censor og eksaminator underskrive karakterlisten.

Klage over en prøve 

Ønsker en eksaminand at klage over en aflagt prøve, skal klagen sendes til den institution, hvor prøven blev aflagt.
Bestemmelserne for klage over prøver fremgår af kapitel 10 i den almene prøvebekendtgørelse.