Det pædagogiske arbejde i dagtilbud presses af mangel på kvalificeret personale, svarer mange ledere og medarbejdere i en ny undersøgelse.
Mangel på kvalificeret pædagogisk personale er med til at begrænse dagtilbuddenes mulighed for høj kvalitet i det pædagogiske arbejde.
Det svækker blandt andet muligheden for at skabe et miljø med udvikling, trivsel og læring. Det angiver tre fjerdedele af de danske dagtilbudsledere, ifølge den nye TALIS-rapport med de danske resultater fra dagtilbudsområdet for de 3-6-årige.
Blandt det pædagogiske personale er der også en oplevelse af, at det kan være svært at få de rette kompetencer. Over halvdelen af personalet oplever, at mangel på personale til at tage over i deres fravær forhindrer dem i at deltage i kompetenceudvikling.
“Der er brug for mere pædagogisk uddannet personale i vuggestuer og børnehaver. Det bekræfter denne undersøgelse. Jeg er særligt optaget af, at de erfarne pædagogmedhjælpere får mulighed for at tage en pædagoguddannelse på lidt kortere tid og uden at skulle opsige deres job,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Regeringen har de seneste år investeret massivt i dagtilbudsområdet. Blandt andet gennem lønløft, minimumsnormeringer og pulje til opkvalificering af personalet. Med aftalen om finansloven for 2026 mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti er der desuden afsat over 1,6 milliarder kroner til dagtilbudsområdet og sænkelse af forældrebetalingen.
TALIS-rapporten tegner et billede af, at det pædagogiske personale samlet set er tilfredse med deres job.
99 procent oplever, at forældrene værdsætter dem, og ni ud af ti er alt i alt godt tilfredse med deres arbejde. Dertil oplever det pædagogiske personale generelt at blive understøttet af deres leder.
Der er også sket et fald i andelen af pædagogisk personale, som oplever, at forberedelse, dokumentation og administration er stressende.
Lønløft: Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i december 2023 en historisk aftale, som prioriterer et lønløft til en lang række offentligt ansatte, herunder pædagoger, med henblik på at forbedre rekrutterings- og fastholdelsessituationen.
Minimumsnormeringer: Lovkrav om minimumsnormeringer i kommunale og selvejende daginstitutioner m.fl. trådte i kraft den 1. januar 2024 og for privatinstitutioner pr. 1. januar 2025.
FL26: Med finanslovsaftalen for 2026 har regeringen sammen med Det Konservative Folkeparti afsat over 1,6 milliarder kroner til dagtilbudsområdet. Det skal blandt andet sikre, at der ansættes knap 1.400 flere pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere i landets daginstitutioner samtidig med, at de pædagogiske ledere får mere tid ledelse, ligesom det skal sænke forældrebetalingen.
Opkvalificeringspulje: Regeringen og Det Konservative Folkeparti har på finansloven for 2026 afsat ca. 235 mio. kr. i 2026 og ca. 210 mio. kr. årligt fra 2027-2030 til at genudmønte opkvalificeringspuljen, som siden 2023 har udmøntet midler til bl.a. at efteruddanne erfarne pædagogmedhjælpere til meritpædagog eller pædagogisk assistent.
TALIS (Teaching and Learning International Survey) Starting Strong undersøger det pædagogiske personale og lederes praksis, arbejdsforhold og professionelle udvikling, miljøet i dagtilbuddene samt rammerne for praksis og ledelse i dagtilbud. 16 lande har deltaget i TALIS Starting Strong 2024, herunder Danmark, Finland, Norge og Sverige. Dataindsamlingen er gennemført i foråret 2024.
Danmark deltager i undersøgelsen af dagtilbud for de 3 til 6-årige. 946 tilfældigt udvalgte danske personaler blandt det pædagogiske personale har medvirket i undersøgelsen. Det svarer til en svarprocent på 90 procent.
I Danmark er TALIS gennemført af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for IT og Læring. Danmark har også medvirket i den forrige TALIS-runde på dagtilbudsområdet i 2018.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: puljefou@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 65 14
Telefontider:
Mandag - torsdag kl. 10-15
Fredag: Lukket
Kontakt Puljesekretariatet ved administrative spørgsmål til puljen.