En tværministeriel arbejdsgruppe kommer nu med forslag til, hvordan danskundervisning til voksne udlændinge kan forbedres.
De nuværende danskundervisningstilbud til voksne udlændinge har mange styrker, men rummer også udfordringer, hvor der er et forbedringspotentiale.
Dette er omdrejningspunktet i en ny rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe, der blev nedsat med Trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse i september 2023. Arbejdsgruppen har haft til opgave at afdække udfordringerne ved de nuværende dansk-undervisningstilbud til voksne på tværs af Børne- og Undervisningsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort. Arbejdsgruppen har også haft til opgave at opstille og belyse modeller for, hvordan danskundervisningstilbuddene bedst udformes og organiseres fremadrettet.
Konkret peger arbejdsgruppen i sin analyse af udfordringerne på, at der mangler sammenhæng og bedre overgange mellem de forskellige danskundervisningstilbud. Derudover fremhæves det i rapporten, at området er præget af kompleksitet – blandt andet på grund af, at målgruppen spænder bredt og har varierende behov og rettigheder i forhold til danskundervisning. Samtidig tilbydes danskundervisning af aktører i både statsligt og kommunalt regi, hvilket bl.a. medfører forskellige finansieringsformer. Samlet kan udfordringerne, ifølge arbejdsgruppen, have konsekvenser for undervisningens kvalitet og kursisternes udbytte.
På den baggrund præsenteres en række forslag, der kan medvirke til at understøtte bedre sammenhæng i tilbuddene, hvilket kan styrke målgruppernes udbytte af danskundervisningen og således deres deltagelse i samfunds- og arbejdsliv eller videre uddannelse.
Regeringen forventes på et senere tidspunkt at tage stilling til arbejdsgruppens forslag.
Den tværministerielle arbejdsgruppe er nedsat i forlængelse af ”Treparts-aftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse” fra september 2023. Arbejdsgruppen består af Børne- og Undervisningsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriets, Finansministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. BUVM og UIM har udarbejdet rapport og bilagsrapporter med inddragelse af de øvrige ministerier.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Departementet
E-mail: uvm@uvm.dk
Telefon: +45 33 92 50 00
Åbningstider:
Mandag-fredag kl. 8-14
Kontakt: Kontor for Forberedende tilbud, Erhvervs- og Voksenuddannelser