Pædagogiske læreplaner i dagtilbud

Alle dagtilbud skal have en pædagogisk læreplan. Den er rammen for det pædagogiske arbejde.

Den pædagogiske læreplan er med til at styrke børns trivsel, udvikling, læring og dannelse i dagtilbud.

Modellen for læreplanen kaldes den styrkede pædagogiske læreplan.

Den pædagogiske læreplan tager udgangspunkt i

  • et pædagogisk grundlag
  • seks læreplanstemaer
  • mål for sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børns læring.

Læreplanen er rammen for det pædagogiske arbejde og skal tage hensyn til børnenes perspektiver og deltagelse.

Dagtilbud og aldersgrupper

Der skal udarbejdes en pædagogisk læreplan i alle dagtilbud:

  • kommunale daginstitutioner
  • selvejende daginstitutioner
  • udliciterede daginstitutioner
  • privatinstitutioner
  • puljeordninger
  • kommunal dagpleje
  • privat dagpleje.

Den pædagogiske læreplan skal udarbejdes for hele børnegruppen i alderen 0-2 år og for børnegruppen i alderen fra 3 år til skolestart.

Hvis det enkelte dagtilbud har organiseret børnene i andre aldersgrupper, udarbejdes den pædagogiske læreplan på baggrund af denne organisering.

I aldersintegrerede daginstitutioner kan der udarbejdes én samlet pædagogisk læreplan under hensyntagen til de forskellige aldersgrupper. 

I daginstitutioner med flere enheder skal læreplanen udarbejdes, så der tages højde for børnegruppernes sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger i de enkelte enheder.

Pædagogisk læreplan i dagplejen

Kommunen skal udarbejde en samlet læreplan for alle dagplejehjem eller distrikter, der er tilknyttet den kommunale dagpleje. 

En privat dagpleje kan vælge at

  • følge den pædagogiske læreplan for den kommunale dagpleje
  • udarbejde sin egen læreplan
  • gå sammen med andre private dagplejer om at udarbejde en fælles læreplan for dele af eller alle private dagplejere i kommunen. 

Private pasningsordning skal ikke lave pædagogiske læreplaner

Private pasningsordninger skal ikke udarbejde en pædagogisk læreplan. 

De skal dog fortsat fremme børns læring gennem trygge læringsmiljøer.

Arbejdet med læringsmiljøer skal indholdsmæssigt stå mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud.

Dagtilbudslederens ansvar

Lederen af dagtilbuddet har ansvaret for, at

  • den pædagogiske læreplan udarbejdes
  • det pædagogiske arbejde i dagtilbuddet tilrettelægges og udøves inden for rammerne af læreplanen.

Der er ikke formkrav til, hvordan den pædagogiske læreplan skal udformes. Inden for rammerne af kommunalbestyrelsens beslutninger, dagtilbudsloven, det pædagogiske grundlag og de seks læreplanstemaer, er det op til det enkelte dagtilbud at fastlægge formen for læreplanen, så den giver mening lokalt.

Pædagogiske læringsmiljø hele dagen

Det skal indtænke i den pædagogiske læreplan, hvordan det enkelte dagtilbud hele dagen etablerer et pædagogisk læringsmiljø, der gennem leg, planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede aktiviteter og daglige rutiner giver børnene mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes.

Det pædagogiske læringsmiljø skal tilrettelægges, så der tages hensyn til

  • børnenes perspektiv og deltagelse
  • børnefællesskabet
  • børnegruppens sammensætning
  • børnenes forskellige forudsætninger.

Seks læreplanstemaer

Den pædagogiske læreplan skal beskrive, hvordan det pædagogiske læringsmiljø understøtter børns brede læring inden for og på tvært af følgende temaer

  1. alsidig personlig udvikling
  2. social udvikling
  3. kommunikation og sprog
  4. krop, sanser og bevægelse
  5. natur, udeliv og science
  6. kultur, æstetik og fællesskab.

Forældre og lokalsamfund

Det skal indtænkes i den pædagogiske læreplan, hvordan

  • dagtilbuddet samarbejder med forældrene om børns læring
  • dagtilbuddet inddrager lokalsamfundet i arbejdet med etablering af pædagogiske læringsmiljøer for børn
  • der i børnenes sidste år i dagtilbuddet tilrettelægges et pædagogisk læringsmiljø, der skaber sammenhæng til børnehaveklassen.

Børn i udsatte positioner

Det skal fremgå af læreplanen, hvordan det pædagogiske læringsmiljø vil tage højde for børn i udsatte positioner, så deres trivsel, læring, udvikling og dannelse fremmes. 

Med børn i udsatte positioner menes sammensatte grupper af børn, fx børn med svag socialøkonomisk baggrund eller børn med fysisk funktionsnedsættelse. 

Fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø

Det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø skal integreres i det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til deres alder og modenhed.

Det fysiske børnemiljø omhandler fx støjniveau, indeklima, plads til fysisk udfoldelse og stille aktiviteter, garderobe, legeplads m.v.  

Det psykiske børnemiljø omhandler fx samspillet mellem børn og voksne, børnenes indbyrdes relationer og plads til forskelligheder. 

Det æstetiske børnemiljø indebærer blandt andet, hvordan stuernes indretning og udsmykning kan virke stimulerende og inspirerende for børnene, og om omgivelserne inde og ude understøtter børnenes lyst til at bevæge sig, lege og fordybe sig.

Forældrebestyrelsen skal inddrages

Forældrebestyrelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal inddrages i udarbejdelse, evalueringen af og opfølgningen på den pædagogiske læreplan. 

Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for rammerne, som kommunen har fastsat. 

Kommunens tilsyn med det pædagogiske indhold

Kommunen skal føre tilsyn med indholdet af dagtilbuddenes pædagogiske arbejde. 

Tilsynet skal føres med udgangspunkt i det fælles pædagogiske grundlag.