Forældrebetaling og tilskud til et sundt frokostmåltid

Forældrebetalingen til et sundt frokostmåltid i daginstitutioner afhænger af, om frokostmåltidet er en del af dagtilbudsydelsen eller opkræves særskilt.

Kommuner kan tilrettelægge et sundt frokostmåltid på to måder

  • frokost som en del af dagtilbudsydelsen
  • særskilt betaling for frokostmåltidet.

Hvis frokosten er en del af dagtilbudsydelsen, betaler forældrene en samlet pris for dagtilbudspladsen inklusiv frokost.

Kommunerne kan også vælge at opkræve udgiften til frokosten særskilt og eventuelt give tilskud til at nedsætte forældrebetalingen.

I privatinstitutioner med et sundt frokostmåltid er det den enkelte institution, der fastsætter taksten for frokostmåltidet. Der er ikke et maksimum for forældrebetalingen i privatinstitutioner.

Hvis en kommune giver tilskud til et sundt frokostmåltid i kommunale daginstitutioner, skal den også give et tilskud pr. barn i privatinstitutioner med et sundt frokostmåltid.

Frokost som en del af dagtilbudsydelsen

Kommunen kan vælge at lade et sundt frokostmåltid indgå som en del af dagtilbudsydelsen i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner for alle børn i samme aldersgruppe. 

Det er et krav, at alle børn i den pågældende aldersgruppe i disse daginstitutioner vil modtage frokost som en del af dagtilbudsydelsen. Ved aldersgrupper menes de aldersgrupper, som kommunen bruger til at fastsætte takster for en daginstitutionsplads. 

Frokosten skal indgå i dagtilbudsydelsen alle hverdage undtagen 5. juni (grundlovsdag) og 24. december (juleaftensdag).

Kommunen skal indregne udgiften til frokostmåltidet i de budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutionspladsen. Forældrene betaler en samlet pris for pladsen.

De almindelige regler om tilskud og forældrebetaling for en plads i dagtilbud gælder, når frokostmåltidet indgår som en del af dagtilbudsydelsen. Det betyder, at forældre maksimalt kan betale 25 procent af bruttodriftsudgifterne.

Betaling for mellemmåltider

Kommuner kan vælge at tilbyde mellemmåltider i deres daginstitutioner, fx morgenmad eller eftermiddagsmad.

Kommunen skal indregne udgifterne til mellemmåltider i den pris, forældrene betaler for dagtilbudspladsen.

Kommunen kan ikke opkræve særskilt betaling for mellemmåltider, hvis de tilbydes.

Særskilt betaling af frokost

Kommunen kan vælge at opkræve udgifterne til frokostmåltidet særskilt. 

Her betaler forældrene en takst for dagtilbudspladsen og en takst for frokostmåltidet.

Kommunen kan opkræve en forældrebetaling på op til 100 procent af udgiften for frokostmåltidet. 

Hvis kommunen anvender denne model, skal forældrene betale for frokostmåltidet. Kommunen kan dog ikke opkræve betaling for et barn, der er fritaget fra frokosten på grund af en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost, og hvor kommunen ikke på forsvarlig vis kan givet barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Tilskud til særskilt betaling af frokost

Kommunen kan beslutte at give et tilskud til forældre til at nedsætte forældrebetalingen for et sundt frokostmåltid. 

Kommunen kan give tilskuddet for en bestemt periode, og det kan gives løbende over året.

Kommunen skal give tilskuddet efter de forvaltningsretlige grundprincipper om blandt andet saglighed og ligebehandling. 

Forældrebetalingen til et sundt frokostmåltid er også omfattet af reglerne om

  • fripladstilskud
  • søskendetilskud
  • behandlingsmæssigt fripladstilskud
  • socialpædagogisk fripladstilskud. 

Kommunen skal derfor give disse tilskud til frokostmåltidet til de forældre, der modtager et eller flere af tilskuddene til daginstitutionspladsen.

Tilskud til frokost i privatinstitutioner og private pasningsordninger

Hvis en kommune giver tilskud til et sundt frokostmåltid i daginstitutioner, skal den også give et tilskud pr. barn, der er optaget i:

  • en privatinstitution med sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1,
  • en institutionslignende privat pasningsordning med et frokostmåltid i ordningen.

Tilskuddet skal svare til det, kommunen giver pr. barn i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner i samme aldersgruppe.

Tilskuddet skal bruges til at nedbringe forældrebetalingen til frokostmåltidet og kan højst udgøre forældrenes egenbetaling i en privatinstitution. 

Ved private pasningsordninger skal tilskuddet bruges til at nedbringe forældrenes betaling til ordningen og må ikke overstige forældrenes udgift til frokostmåltidet.

Ved privatinstitutioner udbetaler kommunen tilskuddet direkte til institutionen.

Ved private pasningsordninger udbetaler kommunen tilskuddet direkte til forældrene.

Beregningsgrundlag for forældrebetaling og tilskud til frokost


Dagtilbud

Departementet