Danmark har opnået en klar forbedring i matematik.
Danmark ligger med et gennemsnit på 511 point markant over OECD-gennemsnittet på 490 point. Denne fremgang fra 500 point i PISA 2012 er signifikant. I PISA 2015 er gennemsnittet i matematik for både danske og finske elever på 511 point, og de deler dermed en nordisk 1. plads. Norge (502 point) ligger også over OECD-gennemsnittet, mens Sverige (494 point) og Island (488 point) klarer sig på niveau med OECD-gennemsnittet.

Flere danske elever har særdeles gode matematikkompetencer (niveau 5 og 6). Fra 2012 til 2015 er andelen af danske elever i toppen steget med 1,7 procentpoint til 11,7 procent i 2015 mod et OECD-gennemsnit på 10,7 procent. Samtidig har 13,6 procent af danske 15-årige manglende matematikkompetencer (niveau 1 eller derunder) mod 23,4 i gennemsnit for alle OECD-lande. Dette er en forbedring på 3,2 procentpoint siden PISA 2012. Ændringerne er dog ikke statistisk signifikante.
Danske drenges gennemsnit på 516 point er signifikant bedre end danske pigers gennemsnit på 506 point. Dette er ikke tilfældet i noget andet nordisk land. Finske pigers gennemsnit er signifikant højere end de finske drenges, og i de øvrige nordiske lande er der ikke signifikante kønsforskelle i matematik. I OECD-landene scorer drenge i gennemsnit 8 point højere end pigerne, hvilket er en signifikant forskel.
Kønsforskellen i de danske elevers matematikresultater ses især i toppen, idet andelen af drenge, der klarer sig rigtig godt i matematik er signifikant større end andelen af piger, mens der ikke er forskel på andelen, der klarer sig dårligt. Andelen af danske piger med manglende matematikkompetencer er signifikant mindre end i 2012.
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: Stuk.KVP@stukuvm.dk
Telefon: + 45 23 66 79 54
Telefontider:
Tirsdag - fredag kl. 9-11.30.