Optagelsesprocessen til de gymnasiale uddannelser

Ansøgningsfristen til de gymnasiale uddannelser (htx, hhx, stx, hf og pre-IB) er den 1. marts kl 12.

Ansøgere til en gymnasial uddannelse (htx, hhx, stx, hf og pre-IB) skal søge via optagelse.dk senest den 1. marts kl. 12 det år, hvor ansøgeren ønsker at starte på sin uddannelse.

Hvis en ansøger har søgt optagelse på en gymnasial uddannelse inden ansøgningsfristen, vil ansøgeren indgå i den centrale elevfordeling og få tildelt en foreløbig pladsreservation senest den 15. maj. Ansøgeren er først endeligt optaget, når vedkommende lever op til de gældende adgangskrav for uddannelsen og har fået besked herom. 

Optagelse af ansøgere, der ikke lever op til adgangskravet

Ansøgere, der ikke har retskrav på optagelse, kan blive optaget på en 3-årig gymnasial uddannelse på baggrund af en konkret helhedsvurdering. Institutionen foretager helhedsvurderingen på baggrund af en centralt stillet optagelsesprøve og en samtale.

Adgangskravene til de gymnasiale uddannelser er beskrevet på siderne om adgang til uddannelser til studentereksamen.

Praktisk information om den centralt stillede optagelsesprøve og optagelsessamtaler fremgår af ministeriets sider om optagelsesprøven til de gymnasiale uddannelser.

Kontakt

  • Center for Ungdomsuddannelser

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 23 67 56 35

     

    Telefontider:

    Tirsdag og torsdag klokken 9-12.