Ekstraordinær omprøve i FP9 dansk skriftlig fremstilling

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har besluttet at foranstalte en ekstraordinær omprøve i dansk skriftlig fremstilling den 3. juni 2026 klokken 09.00-12.30. Denne side vil løbende blive opdateret med informationer herom.

Hvornår ligger omprøven? 

Den ekstraordinære omprøve i FP9 dansk, skriftlig fremstilling vil blive afholdt den 3. juni 2026 klokken 09.00-12.30.

Frister for tilmelding og booking af omprøve

Skolen skal sørge for, at de elever der skal til omprøve i FP9 dansk skriftlig fremstilling, både tilmeldes og bookes i TOPAS og testogprøver.dk. 

Elevtilmeldingen i TOPAS åbner den 11. maj 2026. Fristen for tilmeldingen er den 20. maj 2026.

Bookingen i testogprøver.dk åbner den 11. maj 2026. Fristen for booking er den 20. maj 2026. 

Skolen vil hurtigst muligt få tildelt en censor efter fristen for elevtilmelding den 20. maj 2026. Censoren vil fremgå af TOPAS. 

Omprøven afholdes den 3. juni 2026 klokken 9.00-12.30

Censor skal senest onsdag den 17. juni 2026 sende karakterlister, elevbesvarelser og tilbagemeldingsskemaer til skolen. 

Skolen skal senest den 19. juni 2026 indberette karakterer for prøven i karakterdatabasen.

Materiale til prøven

Prøven tilgås i testogprøver.dk og der vil derfor ikke blive sendt fysisk materiale til skolerne. 

Skolen vil forud for prøven modtage en mail med kontaktinformationer til styrelsen på prøvedagen og materiale til brug i tilfælde af Plan B. 

Elever på særlige vilkår vil ikke skulle have udleveret materialet på print. 

Hvilke elever skal tilbydes omprøve

Det er skolens leder, der beslutter, om eleverne skal tilbydes en omprøve. Det afhænger af en vurdering af, hvorvidt der har været væsentlige fejl og mangler i forbindelse med prøven, herunder fejl og mangler, der kan have haft betydning for karakterfastsættelsen. 

Når skolens leder træffer beslutning om, hvorvidt eleverne skal tilbydes en omprøve, sker det ud fra reglerne om fejl og mangler i forbindelse med prøver, som fremgår af bekendtgørelse om folkeskolens prøver (prøvebekendtgørelsen) kapitel 9 (§§ 65-66). Skolen kan læse mere om vurderingen af fejl og mangler på uvm.dk. Da skolen på tidspunktet for omprøven ikke kender elevens karakter, tilbydes omprøven såfremt skolelederen vurderer, at der er formodning om, at fejl og mangler kan have haft betydning for karakterfastsættelsen.

Hvis skolens leder beslutter at tilbyde en elev, der har aflagt prøven i FP9 dansk skriftlig fremstilling, en omprøve, er det elevens valg, om eleven ønsker at tage imod tilbuddet om en omprøve. 

Jf. § 66 i bekendtgørelse om folkeskolens prøver kan en omprøve ikke resultere i en lavere karakter, med mindre omprøven skyldes annullering af den oprindelige prøve, jf. § 65, stk. 4. Styrelsen har i dette tilfælde ikke annulleret prøven d. 5. maj 2026. 

Elever, der har været syge, udeblevet eller bortvisttil den ordinære prøve den 5. maj 2026, skal ligeledes tilbydes at aflægge prøven på omprøvedagen i juni.

  • Hvis en elev er blevet tilbudt omprøven, men ikke har mulighed for at aflægge omprøven i juni eller bliver syg på datoen for omprøven i juni, vil eleven have mulighed for at aflægge prøven i terminen december/januar 2026/2027.