Om PIRLS-undersøgelsen

PIRLS er en international undersøgelse af elevernes læseforståelse i 4. klasse.

PIRLS (Progress in International Reading Literacy Study) gennemføres af den internationale organisation IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement). Undersøgelsen er blevet gennemført hvert femte år siden 2001. Danmark deltog for første gang i 2006, og har været med hver gang siden.

Omkring 50 lande og regioner har deltaget i de seneste PIRLS-undersøgelser. Resultaterne fra PIRLS-undersøgelserne offentliggøres året efter dataindsamlingen.

Hvilke elementer indgår i PIRLS?

PIRLS fokuserer på tre aspekter af læseforståelse: læseformål, læseprocesser og læseindstilling. Læseformål handler om, hvorfor man læser, mens læseprocesser drejer sig om, hvordan man forstår og arbejder med teksten. Læseindstilling dækker over elevens motivation og holdning til læsning.

Eleverne modtager i undersøgelsen:

  • Informerende eller skønlitterære tekster
  • Spørgsmål til teksterne
  • Spørgeskema om læseindstilling og læsevaner

Der indsamles også en række baggrundsinformationer fra lærere, forældre og skoleledere, der blandt andet belyser læseundervisningen og rammerne for læsning i hjemmet. 

PIRLS som digital undersøgelse

Tidligere PIRLS-undersøgelser har været papirbaseret, men nyere PIRLS-undersøgelser har givet deltagerlandene muligheden for at undersøge elevers digitale læsning. 

I 2016 indgik ePIRLS, hvor eleverne blev testet i digital informationslæsning. Her skulle eleverne, finde, forstå og vurdere information på tværs af simulerede hjemmesider såsom flere websider og links. Siden har ePIRLS ikke været et særskilt element, men er indgået i den digitale version af PIRLS. 

Fra og med 2026 vil PIRLS udelukkende blive gennemført digitalt.

Kontakt

  • Kontor for Viden og Puljer

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: + 45 23 66 79 54

     

    Telefontid:
    Tirsdag og torsdag klokken 9-12.