PIRLS 2021

Danske elever er gået tilbage i læseforståelse sammenlignet med alle tidligere PIRLS-undersøgelser. De danske elever er dog stadig i den øvre del blandt deltagerlandene i PIRLS.

PIRLS (Progress in International Reading Literacy Study) er en international undersøgelse af elevernes læsekompetencer i 4. klasse. I den digitale PIRLS 2021 er der indbygget en undersøgelse af online læseforståelse, som tidligere var en selvstændig undersøgelse kaldet ePIRLS.

Hovedresultater fra PIRLS 2021

  • Danske elever er gået tilbage i læseforståelse sammenlignet med alle tidligere PIRLS-undersøgelser. Et fald i niveau ses på tværs af deltagerlande inklusiv i Norden.
  • Mængden af svage læsere er steget væsentligt. Tæt på hver fjerde danske elev kan kategoriseres som en svag læser, som har svært ved at fortolke, læse mellem linjerne og læse kildekritisk.
  • De danske elever placerer sig i den øvre del blandt deltagere sammen med elever i Sverige og Norge. Kun 5 lande og regioner klarer sig klart bedre end Danmark: Singapore, Hongkong, England, Finland og Polen.
  • Læseglæden er lav. Kun hver syvende danske elev kan rigtig godt lide at læse. I PIRLS 2016 var kunne hver femte elev rigtig godt lide at læse. Danmark og Norge har den laveste læseglæde blandt alle deltagerlande. 

Fakta om PIRLS 2021

  • I 2021 deltog 57 lande og regioner i PIRLS-undersøgelsen.
  • PIRLS 2021 markerer overgangen fra en papirbaseret PIRLS til en digital undersøgelse.
  • Fra Danmark tog 4.821 elever fordelt på 197 skoler PIRLS digitalt. 1.402 elev fordelt på 60 skoler tog en papirbaseret PIRLS. Dette skulle sikre, at den nye digitale PIRLS var sammenlignelig med tidligere papirbaserede undersøgelser.
  • I Danmark er PIRLS 2021 gennemført af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet
  • Undervisningsministeriet har finansieret halvdelen af undersøgelsen

Kontakt

  • Kontor for Viden og Puljer

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: + 45 23 66 79 54

     

    Telefontid:
    Tirsdag og torsdag klokken 9-12.