Eksaminander med funktionsnedsættelser eller et andet modersmål end dansk kan i forberedende grunduddannelse gå til prøver på særlige vilkår. Det er institutionen, der tildeler særlige prøvevilkår.
Eksaminander (elever) med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, med tilsvarende vanskeligheder samt eksaminander med et andet modersmål end dansk, kan få tilladelse til at gå til prøve på særlige prøvevilkår.
Institutionen tilbyder en eksaminand særlige prøvevilkår efter en konkret vurdering af eksaminandens individuelle vanskeligheder.
Formålet med at tilbyde en eksaminand særlige prøvevilkår er at sidestille denne eksaminand med andre eksaminander i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med et tilbud om særlige prøvevilkår ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau.
Tildelingen af særlige prøvevilkår må kun ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering af eksaminandens behov i forhold til den enkelte prøve.
Det er institutionen, som afgør, om særlige prøvevilkår er nødvendige for at ligestille eksaminanden med andre eksaminander i prøvesituationen og hvilke særlige prøvevilkår, der er nødvendige. Institutionen skal være opmærksom på, at særlige prøvevilkår ikke må ændre prøvens niveau.
Hvis eksaminanden har behov for særlige prøvevilkår ved flere prøver, skal der gennemføres en vurdering af det konkrete behov i forhold til hver enkelt prøve.
Institutionen må kun give tilbud om særlige prøvevilkår, hvis eksaminanden har fremlagt officiel dokumentation for sit behov for særlige prøvevilkår ved den konkrete prøve.
Dokumentationen kan f.eks. være i form af en lægeerklæring, en officiel test, der påviser ordblindhed, eller en relevant sprogprøve, der dokumenterer væsentlige dansksproglige udfordringer.
Institutionen skal som ved andre afgørelser opbevare relevante sagsakter, herunder institutionens vurdering og dokumentationen for behovet for særlige prøvevilkår.
Det er vigtigt, at institutionen er omhyggelig i forbindelse med tildeling af særlige prøvevilkår, så det dels sikres, at eksaminander med særlige behov kompenseres tilstrækkeligt og dels sikres, at der ikke overkompenseres, da dette ville give eksaminanden en urimelig fordel i forhold til andre eksaminander og dermed modvirke ligestilling. Det er derfor helt centralt, at der sker en individuel og konkret vurdering af den enkeltes behov.
Hvis en eksaminand får tildelt særlige prøvevilkår, uden at behovet er dokumenteret, eller hvis de særlige prøvevilkår ændrer prøvens niveau, er der tale om en grov fejl eller mangel ved prøven, som kan medføre, at prøven annulleres jf. § 34 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse.
Konkluderer censor fejl og mangler ved en prøve, vil censor være forpligtet til at foretage en censorindberetning jf. 28 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse.
Reglerne for særlige prøvevilkår er beskrevet i § 18 i den erhvervsrettede eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk):
”§ 18 Institutionen tilbyder særlige prøvevilkår til eksaminander med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, til eksaminander med tilsvarende vanskeligheder samt til eksaminander med et andet modersmål end dansk, når institutionen vurderer, at dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.”
Det er institutionen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en eksaminand skal tildeles særlige prøvevilkår, samt hvilke særlige prøvevilkår eksaminanden skal tildeles.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan kun udtale sig vejledende om lovgivningen og kan ikke træffe afgørelse om, hvorvidt en eksaminand skal til prøve på særlige vilkår. Styrelsen behandler dog klager over retlige spørgsmål vedrørende prøver, herunder retlige spørgsmål i forbindelse med særlige prøvevilkår.
Nej. Der skal altid aflægges den samme prøveform, som andre eksaminander i prøvesituationen. Særlige prøvevilkår kan bestå i kompensation for en funktionsnedsættelser eller et andet modersmål end dansk, således, at en eksaminand via særlige vilkår kan aflægge den samme prøve på lige vilkår med andre eksaminander i prøvesituationen.
Som hovedregel kan eleven anvende de hjælpemidler i prøven, som vedkommende har haft behov for og har benyttet i den almindelige undervisning. FGU-institutionen skal tilbyde særlige prøvevilkår til elever, når institutionen vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille disse elever med andre i prøvesituationen. Det skal understreges, at det ikke er noget, der kan sker generelt, fx at ordblinde elever altid får ekstra tid, men at der er foretaget en konkret vurdering. Det er en forudsætning, at der med de særlige vilkår ikke sker en ændring af prøvens niveau. FGU-institutionen kan tilbyde særlige prøvevilkår til følgende elever:
Titel: Prøver på voksenområdet Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
E-mail: stuk@stukuvm.dk
Telefon: +45 33 92 61 00
Du kan kontakte os om generel vejledning om prøveafholdelse voksenområdet.
Åbningstiden på telefonen er 9-12 tirsdag og torsdag.