Folkeskolens Nationale Færdighedstest i læsning

Folkeskolens Nationale Færdighedstest i læsning evaluerer elevernes læsefærdigheder på 2., 3., 4., 6. og 8. klassetrin. Testene i læsning består af to dele, der fokuserer på henholdsvis tekstforståelse og afkodning.

Tekstforståelse som central færdighed

Formålet med at teste i tekstforståelse er at give indsigt i elevers forståelse af tekster, de kan møde i skolen og i hverdagen. 

Testen i tekstforståelse afdækker følgende fire centrale delprocesser:

  1. At kunne identificere ideer og informationer udtrykt direkte i teksten.
  2. At kunne fortolke og/eller forstå ideer eller informationer i dele af teksten.
  3. At forstå det overordnede budskab eller den overordnede mening i teksten.
  4. At kunne reflektere over og vurdere tekstens form og indhold.

I samspil med hinanden kan de fire delprocesser sige noget om den samlede tekstforståelse.

De tre første delprocesser (identificere, fortolke og forstå) dækker tilsammen over det, man ofte omtaler som at læse på, mellem og bag linjerne. Den fjerde delproces (reflektere) omfatter det, man ofte forstår som sammenhængen mellem en teksts indhold og dens form og udtryk. 

Opgaveformat og opbygning i tekstforståelse

Testene i 3., 4., 6. og 8. klasse afdækker tekstforståelse ved, at der i testen stilles en række spørgsmål til fiktionstekster og sagtekster, som eleverne skal læse. Teksterne afspejler de alderssvarende tekster, eleverne kan møde i skolen og i hverdagen. Spørgsmålene til teksterne afdækker de fire delprocesser. Hvert spørgsmål er kategoriseret efter, hvilken delproces der er mest fremtrædende i besvarelsen af spørgsmålet. 

Testen i 2. klasse afdækker tekstforståelse på en anden måde end i 3., 4., 6. og 8. klasse. Opgaveformatet i 2. klasse består i, at eleverne blandt fire valgmuligheder skal finde den rigtige, korte tekst til et billede. Teksterne, som eleverne møder i testen i 2. klasse er dermed kortere, end teksterne i testene på de øvrige klassetrin. Teksterne i 2. klasse er fiktionstekster, og spørgsmålene afdækker den første delproces (identificere). Opgaveformatet i 2. klasse indgår også i testen i 3. klasse.

Se eksempler på, hvordan opgaver i testene ser ud i demoopgaver (fnft.dk).  

Afkodning som central færdighed

Afkodning af de enkelte ord er af afgørende betydning for elevernes tekstforståelse. Derfor testes afkodning også i Folkeskolens Nationale Færdighedstest i læsning.

Afkodning betegner den færdighed i læsning, hvor de skrevne tegn bearbejdes, og de enkelte ord identificeres. Genkendelse af ord fra skrift er en central færdighed i læsning.

En effektiv afkodning er både præcis og hurtig. Testen afdækker derfor både elevens præcision og hastighed i afkodning. Præcisionen er et mål for, hvor stor en procentdel af opgaverne, eleven løser rigtigt. Hastigheden er et mål for, hvor mange opgaver eleven når indenfor tidsrammen.

På de første klassetrin vil elevernes afkodningsfærdigheder særligt variere med hensyn til præcision og dermed, hvor sikre elevernes afkodningsfærdigheder er. Den sikre afkodning er grundlaget for, at eleverne udvikler en automatiseret afkodningsfærdighed, som er kendetegnet ved at være præcis og hurtig. Efter de første klassetrin vil eleverne primært variere med hensyn til hastighed og dermed, hvor hurtigt de afkoder. 

Opgaveformat og opbygning i afkodning

Testene i 2., 3. og 4. klasse afdækker afkodning ved, at eleverne skal vælge det ord, der passer til et billede. Opgaverne er udformet, så de forkerte svarmuligheder er lydligt og visuelt tæt på det rigtige svar. På den måde vil det kræve en præcis afkodning at vælge det rigtige ord til et billede.

Testene i 6. og 8. klasse afdækker afkodning ved, at eleverne skal vælge rigtige ord. I hver opgave er der 8 ord, hvoraf 5 ord er rigtige ord og 3 ord er nonord/vrøvleord. Opgaverne er udformet, så nonordene/vrøvleordene ligner rigtige, danske ord. På den måde vil det kræve en præcis afkodning kun at vælge de rigtige ord.

I både testene i 2., 3. og 4. klasse og i 6. og 8. klasse skal eleverne løse så mange opgaver som muligt korrekt på 4 minutter.

Se eksempler på, hvordan opgaver i testene ser ud i demoopgaver (fnft.dk).

Sprogforståelse

Folkeskolens Nationale Færdighedstest i læsning afdækker tekstforståelse og afkodning, og dermed ikke alle aspekter af læsning.

Sprogforståelse testes ikke selvstændigt i Folkeskolens Nationale Færdighedstest. Sprogforståelse testes indirekte, da sprogforståelse har betydning for elevernes færdigheder i afkodning og tekstforståelse.  

En sikker sprogforståelse, fx kendskab til de enkelte ord og sætningers betydning, er en forudsætning for en velfungerende afkodning og tekstforståelse. Hvis elever får et resultat på færdighedstrin 1 eller 2 i afkodning og/eller tekstforståelse, kan det være relevant at undersøge, om dette kan skyldes en usikker sprogforståelse.


Kontor for Prøver, Eksamen og Test

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet