Folkeskolens Nationale Færdighedstest i tal, regnestrategier og algebra

Folkeskolens Nationale Færdighedstest i tal, regnestrategier og algebra evaluerer eleverne på 2., 4., 6., 7. og 8. klassetrin i færdigheder inden for tal, regnestrategier og algebra.

Tal, regnestrategier og algebra som centrale færdigheder

Formålet med at teste i tal, regnestrategier og algebra er at give indsigt i elevernes brug og anvendelse af færdigheder inden for disse områder.

Færdigheder i matematik er en del af de redskaber, eleverne bruger for at kunne handle i situationer med matematik. Det handler fx om at kunne bruge tal, regnestrategier og algebraiske udtryk til at beregne størrelser og beskrive sammenhænge. 

Færdigheder hænger tæt sammen med både begrebsforståelse og anvendelse af matematik. Eleverne skal kende de relevante redskaber og forstå, hvordan de fungerer, og hvad de kan bruges til. De skal desuden kunne anvende dem fleksibelt i forskellige situationer. 

Testene fokuserer på færdigheder inden for tal, regnestrategier og algebra på 2., 4., 6., 7. og 8. klassetrin. Testene afdækker centrale dele af matematik, men ikke hele faget.

Opgaveformater i tal, regnestrategier og algebra

I testene skal eleverne besvare en række opgaver. Opgaverne har forskellige sværhedsgrader. 

I opgaverne er tal, regnestrategier og algebra forbundet med hverdagssituationer, samt visuelle- og symbolske repræsentationer. Opgaverne er på alle klassetrin designet, så eleverne kan løse dem på baggrund af deres talforståelse og fleksible regnestrategier. Derfor skal eleverne udelukkende bruge papir og blyant som hjælpemidler til opgaveløsningen.

I testene i 2. og 4. klasse indgår der lyd i opgaver, hvor eleverne skal skrive det tal, de hører. Eleverne hører tallet ved at klikke på et lydikon. Desuden kan elever i 2. og 4. klasse vælge at få oplæst teksten i opgaverne.

Se eksempler på, hvordan opgaver i testene ser ud i demoopgaver (fnft.dk).

Opbygning i tal, regnestrategier og algebra

De færdigheder, testene fokuserer på, udvikler sig gradvist gennem skoleforløbet. Det samme gælder de talområder, faglige begreber og repræsentationer, der indgår i testene.

Talområdet udvikler sig på følgende måde i testene:

  • 2. klasse: Hele tal (0-120)
  • 4. klasse: Hele tal (0-1200)
  • 6. klasse: Hele tal, decimaltal og positive ægte brøker
  • 7. klasse: Rationale tal (hele tal, decimaltal og positive brøker)
  • 8. klasse: Rationale tal (hele tal, decimaltal og brøker)

Se beskrivelser af indholdet i testene på hvert klassetrin herunder:


Kontor for Prøver, Eksamen og Test

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet